I februar måned var Anne og jeg inviteret til 30 års fødselsdag hos en fælles veninde. 30 år, gift og mor til 2 børn, så er der jo ikke det store man mangler, så ønskesedlen var lidt "fattig". En af de få ting hun ønskede sig var glas fra en lokal glaskunstner og så ønskede hun sig oplevelser. Vi valgte simpelthen at koordinere de 2 ønsker. Vi købte et gavekort hos Claras glasfantasi, som hun kunne bruge på noget glas hun kunne lide, men med gavekortet fulgte en opfordring fra os. Vi synes nemlig hun skulle tag med os og en mere (altså min. 4 pers.) på glaskursus hos Clara, så hun selv kunne lave et eller andet og få en hyggelig og kreativ aften.
At få 4 kalendere til at gå op og finde en hverdagsaften, hvor vi alle kunne komme hjemmefra er ikke nemt, men for 3 uger siden lykkedes det. Det var en super hyggelig og produktiv aften, som vi alle godt kunne gentage, når der igen kan findes et fælles "hul" i kalenderen :-) og til 200 kr for en aften, så er det jo lige til at komme omme ved økonomisk. Udover prisen for kurset koster det selvfølgelig en kilopris for det færdigbrændte glas, men det er en yderst rimelig pris og så får man noget helt unikt, som man selv har lavet.
Vi fik lavet så meget, at I må se det i flere indlæg. Her er hvad jeg fik lavet;
2 små skåle, som kan bruges til lys eller lidt lækkerier. De små skåle er enkelt lag vinduesglas dekoreret med farvepulver.
Et stort glas fad lavet som net, som nu står og pynter på mit spisebord fyldt op med lækre frugter.
Hun har ramt den perfekte brændingstemperatur, så glasset flyder sammen men man stadig kan se strukturerne mellem de 2 lag glas. Jeg har pyntet lidt med noget regnbueglas, der skifter farve i lyset og afhængig af underlag.
2 små glasskåle mere. Disse bliver til en kær veninde, som elsker grøn og blå. Håber hun bliver glad for dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar