mandag den 31. marts 2014

Rundt omkring regnbue

I sidste uge stod den på en tiltrængt ferie for manden og jeg sammen med børnene. Turen gik til Lalandia Billund, hvor der blev pjasket i Aquadome og leget i Monky Tonky land. En helt igennem fantastisk tur, bare os.

Om aftenen når ungerne var gået omkuld brugte jeg tiden på sofaen med et glas rødvin og hæklenålen. Jeg havde medbragt en lille pose med små garnrester, som jeg ville forsøge at forvandle til et eller andet.

Jeg fik lavet den fineste babyrangle Rundt Omkring i regnbuens farver.  Opskriften er fra bogen Lutter Løkker.

I stedet for at hækle kuglerne hver for sig og montere en pokkers kugler forsøgte jeg mig med at hækle dem sammen og fik dermed kun 3 dele som skulle monteres, samt mindre risiko for at delene falder fra hinanden grundet dårlig montering.

Jeg har besluttet mig for at lave lidt baby legetøj af mine små garnrester... bare fordi det er små hyggelige projekter og så fordi det er rart at have lidt på lager til barselsgaver.

fredag den 28. marts 2014

Perle påfugl

Jeg har igen været ved at lave perler sammen med børnene. Denne gang blev det et meget farverigt projekt, som danner bund i min akryl bakke fra Neon Living.

Overvejer at lave flere plader, så jeg kan skifte efter humør. Jeg nyder hver dag de skønne farverige indslag perlebillederne giver på bordet/i bakkerne.

tirsdag den 25. marts 2014

D for ...

... dåser, damer, diller og DIY.

Jeg havde lavet en dåse-dame efter Lises fine DIY til en af mine kollegaer. Da jeg havde lagt billedet på facebook, så var min bror hurtig til at ønske sig et par stykker samt en god veninde ønskede sig også en. Så jeg gik i kassen med bomuldsgarn og fandt alt mit hudfarvede garn samt lidt forskellige rester til bikinier.

Projektet har lagt i min taske og været et simpelt projekt til at være med på tur. Bare rundt og rundt og rundt. De blev dog ikke så høje, da jeg var nødt til at økonomisere lidt med garnet, da jeg ikke ville ud og købe et helt nyt nøgle for så lidt, da jeg har en aftale med mig selv om ikke at købe mere garn før der er taget et ordentligt indhug i lageret.

Min veninde blev helt vild, da hun hørte der også var lavet en dåse-mand, så sådan fik jeg også lige lavet til hende. Den er også efter en af Lises DIY.

Dåse-damer bliver så fine med deres bikinier, så jeg ville forsøge mig med at lave lidt tildækning til den struttende mand. Et hæderligt forsøg, men han er så "fornøjelig", at han er svær at dække helt ;-)

Bikinierne til mine dåsedamer er ikke magen til Lises, så her kommer lige en hurtig DIY. Jeg har nemlig hæklet dem så jeg er helt fri for montering efterfølgende.

Start med at at lave 50 lm. Begynd i 2 maske fra nålen og hækl 13 fm og vend. Hver række vendes med 1 lm. Nu skal rækkerne gøres en maske mindre. Det gøres ved at springe over den 1 maske på hver række og hækle fm til enden, hvor den igen vendes med 1 lm. Når du har lavet den sidste række hvor man kun hækler 1 fm laver man 40 lm. Klip tråden og træk den igennem den sidste maske. Nu har du første del af bikinien.

Nu skal du lave 2 del af bikinien. Igen starter du med 50 lm. Inden du vender og hækler 13 fm tilbage, så "hæfter" du lm rækken til bikini-del 1 med 1 km. Vend ved at lave 1 lm og hækl 13 fm tilbage og vend. Spring 1 maske over og hækl 11 fm, den sidste maske hækles sammen med bikini-del 1 (se billede nederst til venstre) ligesom du ville hækle 2 masker sammen til 1. Vend med 1 lm og gør ligesom bikinidel 1og fortsæt nu med at hækle de næste rækker indtil du har 1 fm på rækken. Igen laves en lm kæde på 40 masker. Klip tråden og træk den igennem sidste maske. 

Nu er din bikini færdig og du slipper helt for montering.

Brug bikinien til dåse-damerne eller som badetøj til en dukke.

torsdag den 20. marts 2014

Jæger trofæ - på den ikke drabelige måde :-)

Min bror er jæger, han har dog ikke fået skudt ret meget sidste år, så da hans ønskeseddel igen manglede noget indhold, så havde jeg set et trofæ a'la dette et eller andet sted..

Den måtte jeg lave til ham :)

Den er hæklet efter denne opskrift, så har jeg købt en billig ramme i Bilka, puttet lidt pænt papir i og limet dyret på.


Han blev glad for det, - syntes helt sikkert også at det var lidt fjollet, men hvad pokker, måske det kan lære ham at begynde at ønske sig noget ;)

torsdag den 13. marts 2014

Net inspireret af Brosten

Min niece på 18 år ønskede sig til jul nærmest kun hjemmelavede gaver.
Syntes altid det er lidt svært for hjemmelavede gaver er jo et vidt begreb..

Jeg lavede en hæklet hængekurv til hende, samt dette net med inspiration fra bogen Lutter Løkker som Jeanette bag denne skønne blog har skrevet.


Jag havde set at Line også havde lavet flere af disse net, og de var bare så flotte, så jeg måtte også igang :)

Jeg var der desværre ikke da hun pakkede gaven på, men jeg har fået at vide at hun blev meget glad for den og at den allerede har ageret skoletaske på gymnasiet :)

søndag den 9. marts 2014

Bakke-hjort

 Lige for tiden leger vi meget med perler herhjemme... altså mig og børnene. Det er super hyggeligt at sidde sammen og snakke, lytte til musik og lege med sammensætning af farver og se mønstrene tage form.
 
På instagram er jeg blevet inspireret af lisahaulrik, som laver de mest fantastisk perlebilleder.
 
Jeg har lavet mig en fin hjort inspireret af Lisa, men det mit evige problem med alle de perler der bliver lavet er hvad man skal bruge dem til, men så fik jeg ideen til at lave perlebilledet så det passede i bunden af min bakke, som altid står på sofabordet med en et lys og en blomst.
 
Det fungerer super godt og er et dejligt farverigt indslag på bordet.

onsdag den 5. marts 2014

1...2...3... bang!

I søndags var det endelig fastelavn og traditionen tro gik turen til karateklubben hvor vi fejrede fastelavn med at slå og sparke en masse tønder ned.

Som lovet er her et billede af ostehapsen sammen med Ben 10 og den lille fe.


I år var der mange deltagere.  Det er fedt at se at både store og små... voksne og børn gør noget ud af udklædningen. 

De helt små slog løs på en pap "tønde".


Den fik nogle ordentlige nogle på sinkadusen. Igen i år blev Pelle kattekonge,  så det var en meget stolt dreng jeg fik med hjem.

lørdag den 1. marts 2014

Ønskefe

I år havde jeg rigtig glædet mig til at sy fastelavnskostume til Ronja. Forberedelserne startede allerede sidste år, hvor jeg købte nogle fine vinger i Tiger. Dermed var der grundlag for at lave et kostume til en lille fe eller sommerfugl. Efter inspiration fra pinterest besluttede jeg mig for at hun skulle være klokkeblomst.  Da jeg skulle handle stof til projektet ændredes planen dog en smule da Ronja selv var med og insisterede på at hendes kjole skulle være lilla.

Resultatet blev en lilla fe/prinsesse kjole med et tre delt skørt med to lag kronblade og et gult underskørt. 

Ærmerne har lidt vinge effekt og er lyserøde indvendigt.

Kjolen er syet i lilla velour og pink og neongul satin.


Fine vinger med glimmer udgør den sidste detalje.

Ronja er glad og stolt af sin fe/prinsesse kjole.  Den første kommentar da hun fik den på var om hun måtte beholde den på, hvorefter hun begyndte at danse/flyve rundt i stuen.