lørdag den 28. februar 2015

Dobbelt hue #2

For efterhånden et stykke tid siden blev jeg færdig med endnu en dobbelthue for Lotte. Den første kan ses her.

Garnvalget var det samme som den sidste, men bare i en anden farvekombination. Flaske grøn Summerwind i inderhuen og bourdeaux rød kid mohair til yderhuen.


Den blev strikket op endnu engang, da Lotte ønskede en lidt mere slouchy variant, hvilket lykkedes meget godt.

Ronja har endnu engang leget hue model for mig :-)

torsdag den 26. februar 2015

Farverigt indslag

Forrige weekend stod på fødselsdags fejring af både mig og Pelle. Jeg har fødselsdag sidst i januar og Pelle har midt i februar og med en travl hverdag, så må jeg erkende, at jeg ikke magter eller har tid til at holde 2 gange fødselsdag med 2 ugers mellemrum. Vores familier (mandens og min) er efterhånden så store, at vi er nødt til at holde 2 fødselsdage hver gang, fordi vi ikke har plads til alle på en gang.

Jeg synes det er hyggeligt at holde fødselsdag og få lov til at gøre lidt ekstra ud af bordpynten. Denne gang valgte jeg at afprøve denne ide, som jeg havde set på pinterest.

Jeg fandt lidt foskellige glas og flasker, som jeg betrak med blå og grønne balloner (der sneg også lige en enkelt gul ballon med).

I alle glassene puttede jeg hvide roser.

Bordet blev dækket med mit elskede mågestel, som jeg har arvet efter mine bedsteforældre. Mågestellet blev mikset med de farverige glas og flasker samt mine to sangfugle.

Et miks af et voksent dækket fødselsdagsbord, men med barnlige og lidt frække indslag ;-)

tirsdag den 24. februar 2015

Snaps

Det er godt nok ved at være lidt tid siden, men jeg synes alligevel, at I lige skal se disse. I julen 2014 var vi en tur på julemarked, hvor jeg blev ret imponeret over hvor mange forskellige slags snaps der findes.

Janus fik dem nærmest smagt allesammen, han syntes de var fantastiske :)

Jeg syntes etiketterne var så smukke :) 

søndag den 22. februar 2015

Mini DIY

Der er efterhånden lavet utallige af de hæklede wannabe Kay Bojesen aber rundt omkring i de danske hjem. Jeg har set flere forskellige måder, hvorpå arme og ben er monteret, men den måde, som jeg ynder at montere på, og som jeg synes giver det pæneste og mest usynlige resultat, er følgende;

1-2) På den ene arm har jeg en meget lang trådende som jeg bruger til montering.  
3-4) Jeg bruger en dukkenål til at trække tråden igennem begge arme og krop på en gang. 
5) Jeg strammer forsigtigt til så armene sidder helt ind til kroppen,  men uden det giver fordybninger på armenes yderside. 
6) Før tråden igennem de samme parallelle punkter 3-4 gange.  Klip tråden og dine arme er nu monteret og kan rotere 360 grader.

Benene monteres efter samme princip.
Det kan sagtens lade sig gøre at montere på denne måde uden en dukkenål, men det er lidt mere bøvlet.

fredag den 20. februar 2015

12 months of crochet #2

Jeg deltager i Lises 12 moc challange. Selvom jeg hækler mere end èn ting hver måned (altså indtil videre), så har jeg besluttet mig for, at kun et projekt skal dedikeres til 12 moc, hver måned. I februar er mit bidrag resultatet af Vinterferiens Fastelavns CAL (crochet-a-long) fra Garn og Hobby på facebook.

Designeren bag denne CAL er Babsies Hook. Opskriften er lavet helt specielt til denne CAL, men kan nu købes her i hendes lille shop. Det er gratis at deltage i disse CAL og super hyggeligt/sjovt at hækle i blinde. Opskriften lægges op til download over fem dage. Der er intet navn på det endelige resultat eller de enkelte dele, kun den "nøgne" opskrift og monterings forklaringer. Til sidst lægges der billeder i gruppen af alle de skønne færdige produkter, som både grundet farvevalg, men også tolkning af opskriften ender med at se meget forskellige ud.

Resultatet blev denne gang en sød Nar. 

Jeg har hæklet den udelukkende i garn fra mit efterhånden mindre bugnende lager. Garnresterne har tvunget mig til at lave nogle lidt anderledes farveskift end i opskriften, men det giver den jo blot lidt ekstra charme.

Jeg har været lidt rundhåndet med fyldet og så har jeg vendt skoene "forkert" end designeren havde tiltænkt.

Denne gang var det et lidt mere omfattende projekt, men jeg synes den er super sød og har været alle anstrengelserne værd.

Lige nu ligger min feminine nar og venter i gavekassen på, at der er en sød lille pige, der gerne vil være bedste venner med den.

mandag den 16. februar 2015

Mit sande jeg

... ja, ja... okay...måske lidt dårlig humor, men jeg kunne ikke lade være ;-) Det fik også en del kommentarer med på vejen, at jeg dukkede op i Engle kostume til gårsdagens fastelavnsfest og samtidig beklagede, at jeg havde glemt min udklædning og desværre måtte dukke op som mit sande jeg.

Traditionen holdte vi fastelavn i karateklubben i går. Det er super hyggeligt og så er det altid sjovt, at få lov til at slå/sparke katten af tønden med sine bare næver og fødder (karate er jo trods alt en kampsport uden brug af våben). Udover traditionen med at sparke/slå katten af tønden, er der også stor tradition for, at de voksne også kommer udklædt.

Mit bugnende stoflager blev gennemrodet og et par meter hvis velour blev omdannet til et Engle kostume. Jeg har brugt et simpelt A-kjolemønster fra Stof og Stil, som jeg har forlænget, så kjolen, når til gulvet og så har jeg ændret lidt på halsudskæringen.

Lidt sølv piberenser er blevet forvandlet til en harpe, som hænger i en snor om halsen og så blev der også lavet en glorie, som jeg har sat fast på et pandebånd.

Vingerne er klippet i frihånd i pladevat og syet imellem to lag hvis velour med sølvstjerner (en gammel grim dug, der måtte lade livet), derefter er det quiltet 5 cm inde fra kanten. Til sidst er de syet/quiltet på ryggen af kjolen.

Vingerne går opover skuldrene og ned under numsen.

Herunder kommer lige lidt actionpictures af alle årets kostumer;

#mitsandejeg ;-P

Indianer med fjerpragt og spyd. Spyddet har min mand lavet sammen med Pelle, mit eneste bidrag var snorene med fjer. Spyddet er lavet af elektrikerrør med sort isolerbånd uden om. De gule og røde "klan"-striber er også isolerbånd. Spydspidsen er skumgummi, der sprayet med sølv/grå spraymaling.

Dronning Elsa


Forsøger at indfange Dronning og Indianer til et gruppebillede. (ikke nogen nem opgave)


Det lykkedes at indfange alle til et gruppebillede. Endnu engang var det en super hyggelig fastelavnsfest og jeg har haft mange hyggelige timer med børn og symaskine til planlægningen og udfærdigelsen af årets kostumer. Nu kan jeg så begynde at planlægge næste års kostumer ;-)

lørdag den 14. februar 2015

En prinsesse drøm

Ligesom mange andre små piger, så har Ronja fuldstændig forelsket sig i filmen Frost og Elsa og Anne. Derfor var der ikke de store tvivl at spore i hendes stemme, da jeg spurgte hende, hvad hun skulle være til fastelavn. Svaret kom promte; Elsa!

Jeg har freestylet mig til en fin Elsa kjole. Jeg har taget udgangspunkt i et trøje mønster fra Minikrea til overdelen. Underdelen er fra stof og stils prinsessekjole mønster. Kappen er klippet i frihånd.

Selve kjolen er syet i noget lyseblåt pallietstof og en smule hvis velour. Kappen er syet af noget blonde/gardinstof fra Ikea, som koster 19 kr/m. Så i sammenligning med de kjoler man kan købe til 250-300 kr, så har denne kun kostet mig ca. 70 kr og lidt hyggeligt samvær med min symaskine.

Kappen er syet fast på ryggen mellem velour og palliet delen. Ronja startede med at skælde mig ud, da hun fik kjolen på første gang, fordi kappen ikke var så lang, som Elsas i filmen. Jeg er heldigvis blevet tilgivet siden ;-)

Ronja elsker kjolen og har allerede leget mange timer i den, men hun har endnu ikke haft den på i børnehave, da jeg synes, at hun skulle vente til de skulle holde fastelavn, så hun glæder sig helt vildt til at komme i børnehave med prinsessekjole på, på mandag.

torsdag den 12. februar 2015

Indianer

 Pelle har en alder nu, hvor han har sin egen og meget bestemte mening om, hvad han vil klædes ud som til fastelavn. I den forbindelse falder det ikke altid i god jord, at mor her nægter at bruge penge på at købe et kostume. Jeg synes nemlig at pris og kvalitet på købe kostumer overhovedet ikke passer sammen. Kvaliteten er simpelthen for dårlig til mange timers børneleg og prisen kan være nærmest skyhøj... især hvis det er et kostume af en Disney figur.
 
I år ville Pelle heldigvis ikke være superhelt eller en af de andre populære tv-figurer. Efter lidt snak frem og tilbage foreslog han, at han ville være indianer. Fantastisk tænkte jeg bare og efter lidt roderi i stofbunken og flere samtaler omkring kostumets udseende, endte vi med en simpel "tunika" i hør med bindebånd og en hovedbeklædning med masser af fjer.
 
Selve "tunikaen" er freestylet. Jeg lavede en rektangel i den bredde som jeg ønskede fra ærmekant til ærmekant og længden fra skulder til bund. Derefter klippede jeg lidt af siderne og dannede en "armhule" og klippede hals og nakke inden jeg syede den sammen i siderne og lagde kanterne op. Alle kanter er lagt op med en zigzag søm i en lys brun. 
 
Den største udfordring, viste sig at være hovedbeklædningen. Den er lavet af to "bånd". Det ene der passer rundt om hovedet og lukkes med velcro, så den er variabel i størrelsen. Derpå er der syet endnu et bånd, som holder på alle fjerene. Båndet med fjerene er kun syet på den forreste del af hovedbåndet, således at fjerene kan hænge ned ved siden af hovedet.
 
Det blev rigtig godt, men det kostede et par symaskinenåle inden jeg nåede i hus med kostumet, da nogle af fjerene havde nogle hårde "kerner", som nålen ikke var glad for at ramme.
 
Knægten er super stolt af sit kostume og har sammen med sin far lavet et sejt spyd, der passer til, men det må I vente med at se, til jeg får taget nogle action Pictures. 

tirsdag den 10. februar 2015

Wonder woman

 Hovsa... det blev vist til en lille blogpause... det var ikke meningen, men sådan noget kan jo forekomme, når hverdagen bliver fyldt med nye udfordringer, som tager ens tid og overskud til blog og kreative sysler.
 
Jeg er påbegyndt en pædagogisk diplomuddannelse. Det er vildt spændende, men det tager en del tid at få læst teksterne fra gang til gang. Jeg læser den på deltid, så det er kun en ugentlig studiedag, og selvom nogle af materialerne kan læses i min forberedelsestid på arbejde, så er der stadig en masser timer hjemme med hovedet over en bog. Der er heldigvis stadig plads til de kreative sysler, men det går ikke så stærkt som det plejer.
 
Jeg har haft gang i kostumesyning til årets fastelavnsfester, men inden jeg får dem alle på bloggen, så kan I da lige se dette super hurtige kostume, som jeg lavede til sidste års julefrokost, hvor temaet var; Superhelte gennem tiden.
 
Da jeg ikke havde så meget tid eller stof i de ønskede farver på lager, endte jeg med at tage en tur i H&M og købe en basis T-shirt i "rød" og en blå nederdel. På T-shirten applikerede jeg Wonder Womans logo samt syede en kappe fast på skulderen.
 
På nederdelen lavede jeg stjerner med stofmaling.
 
Det var rigtig simpelt og tog kun omkring en time at blive færdig med dette kostume. Nogle gange er tiden bare ikke til at kaste sig ud i de vilde kostumer og så er det jo skønt, at man kan gå på jagt i garderoben eller i dette tilfælde i H&M og så ved simple midler ændre det til fx et superhelte kostume.