tirsdag den 31. januar 2012

Når nu man ikke selv kan...

Jeg er helt vild med Marias fine lille pige veste, men har desværre ikke evnerne og nok heller ikke tålmodigheden til at lave dem selv, men så er det jo godt, at man har en fantastisk svigermor, som er ferm med et par strikkepinde.


Hun har lavet denne fine vest i Vital superwash fra Hjertegarn. Lilla bundfarve og orange hjerter.

Da jeg var inde og handle garn fandt jeg noget andet fint garn med noglunde samme strikkefasthed.


Det blev til denne fine kjole lavet efter lille pige opskriften, bare lidt bredere og længere. Fantastisk som min svigermor kan fri-strikke.


Kjolen går til knæene


Og tøsen er stolt.




søndag den 29. januar 2012

En STOR taske

For noget tid siden, så jeg en super god ide i et blad, som jeg selvfølgelig hverken kan finde eller huske, hvad var for et, men nu har gjort ide til virkelighed.

Jeg har syet en meget stor taske:


Jeg har taget udgangspunkt i denne vejledning og så ellers bare forstørret op, så den passer til det min taske skal indeholde + lavet et par hanke.


Tasken skal indeholde min symaskine samt diverse tilbehør. Har altid syntes, at det er lidt bøvlet, når man lige skal have maskinen med sig, fordi man skal mødes med andre kreative sjæle eller ud og lave noget for familien m.m. Så da jeg så i et blad, at der var en, der havde lavet en taske til sin symaskine, så var jeg slet ikke i tvivl om, at det måtte jeg også have mig.


Er ikke i tvivl om, at jeg bliver glad for den... nu kan jeg bare tage maskinen under armen og så samtidig have alt det andet grej med uden at slæbe mig halvt ihjel med flere poser.


lørdag den 28. januar 2012

30 år!

Nogen vil sige; "Det er jo ingen alder" og andre vil sige; "Så er du jo ved at være gammel" Og med fare for at lyde som min mor, så vil jeg selv sige, at man er jo ikke ældre end man føler sig :-)

Ja... i går (27. jan.) var dagen, hvor jeg afsluttede endnu et personligt årti og tog hul på et nyt. Nu er jeg så blevet en af de mange, der er i 30'erne, men efterhånden er det jo bare en formsag og mon ikke det bliver en fantastisk oplevelse? Jeg håber ihvertfald, at mine 30'ere byder på lige så mange glæder, som mine 20'ere.

Jeg har nu sagt farvel til 20'erne, som har bragt mig titler som; husejer, pædagog, kone og første gangs mor og anden gangs mor. Hvad mon 30'erne byder?

Dagen i går blev fejret med afslapning, besøg af mødregruppen om formiddagen og besøg af forældre/svigerforældre om aftenen. En helt igennem dejlig og rolig dag.

Mødregruppen skulle jo forkæles... og når man har børn, der står tidligt op, så har man jo god tid til at være i køkkenet inden mødregruppen dukkede op kl. 10.00. Dagens forkælelse til de skønne mødre bød på brunch med blandt andet; ymer med hjemmelavet müsli og hjemmelaver .

hjemmebagt knækbrød efter denne opskrift


Rugmelsmuffins med hindbær

Opskrift til 8 muffins;
125 g rørsukker
2 æg
50 g smeltet smør
175 g rugmel
2 tsk bagepulver
1 dl mælk
100 g hindbær
50 g mandelsplitter

Pisk æg og sukker luftigt og tilsæt det afkølede smør. Bland rugmel, bagepulver og mælk i dejen. fyld 8 muffinsforme 2/3 op og stik 3-4 hindbær ned i hver form. Drys med mandelsplitter.
Bag muffinsene i ca. 20 min. ved 200 grader. Lad kagerne afkøle på en rist.
Værs'go' og spis... lækkert og sundt


Ymer med hjemmelavet müsli

Opskrift på müsli

125 g grovhvalset havregryn
25 g kokos
25 g solsikkekerner
25 g græskarkerner
25 g pinjekerner
25 g grofthakket valnødder
75 g flydende honning

Bland alle ingredienser i en stor skål og sørg for at honningen fordeler sig godt. Læg müslien i et lag på en bageplade med bagepapir. Bag müslien i 10 min. ved 180 grader. Vend müslien rundt og bag yderligere 5 min. Lad müslien køle af.

Gemmes i et lufttæt glas.


Udover god mad, så byder en fødselsdag jo også på lækre gaver og en af gaverne var fra min søde mor synes, at en rund fødselsdag skulle fejres med en STOR gave. Derfor havde hun købt dette lækre Kartell bord, som jeg længe har ønsket mig. Den står perfekt lige ved siden af sofaen. Jeg glæder mig dog til at, der ikke længere skal være så meget legetøj i stuen, så den kan komme bedre til sin ret (men det bliver vist først om mange år)



torsdag den 26. januar 2012

Jeg er blevet inspireret (advarsel; billedspam)

Jeg er så heldig og beæret at have en helt fantastisk kollega, som udover at være god til at håndtere de unge med særlige behov, som vi beskæftiger os med, så er han fantastisk med spraymaling, lærreder og disse her. Når han folder sine kreative evner ud, så kommer der blandt andet disse fantastiske billeder ud af hans arbejde;











Jeg er helt vild med hans flotte arbejde og udover at inspirere sine kollegaer, så er det også til stor inspiration for de unge. Pt. har han gang i et projekt med at lave 4 store billeder i samarbejde med de unge, som skal hænge inde i vores lokaler. Indtil videre har de fået lavet disse 2 lækre billeder færdig;



Jeg bliver som sagt meget inspireret af hans arbejde, men mine evner på dette områder rækker desværre ikke så langt, men derfor skal det jo alligevel afprøves. Derfor har jeg gang i et mindre projekt, hvor jeg har brugt spraymaling på lærred og så forsøger jeg mig med en af Trines mønstre. Pt. ser det sådan ud;


Er endnu ikke færdig, men ved ikke helt, hvad det er jeg synes der mangler... måske noget hvidt hist og pist?


tirsdag den 24. januar 2012

Styr på stjernerne

Så blev jeg færdig med mit projekt med de super fine star stiches. Det blev til et dejligt stort halsrør, som luner dejligt om min hals.


Jeg har hæklet med en nål nr. 6, så det gik dejligt stærk. Jeg har ikke helt tal på, hvor mange masker jeg startede med i luftmaskerækken men omkring 400.


Det er blevet så stort, at når det er taget 2 gange rundt om halsen, så hænger det stadig fint ned og varmer... måske det tog lidt overhånd med størrelsen?


Det er nu også rart at kunne tage det 3 gange rundt om halsen, hvis man nu trænger til lidt ekstra varme... under alle omstændigheder er jeg ret tilfreds med resultatet og tror ikke, at jeg kommer til at bruge andet resten af vinteren.

Har nydt mit dejlige store, men hurtige projekt. Her fra skal blot lyde en anbefaling om, at gribe den store hæklenål og komme igang med stjernerne.


søndag den 22. januar 2012

100 indlæg og en ny give away er sat igang

Så har vi nået 100 indlæg... wow... allerede... Da vi startede med at blogge i august måned havde vi ikke regnet med allerede at være oppe på 100 indlæg og ikke mindst allerede at have over 50 faste læsere. Vi må jo nok erkende, at vi er blevet helt bidt af at blogge og ikke mindst af at følge alle Jer andre og Jeres fantastiske og inspirerende blogs.

100 indlæg samt 50+ faste læsere skal da selvfølgelig fejres med endnu en give away.

Denne gang udlodder vi 2 krea bøger fyldt med ideer til foråret. Derudover vil der være en ekstra hemmelig gave med i pakken til den heldige vinder, som udtrækkes den 29. feb. kl. 20.00

Her ses ekspempler på nogle af ideerne, der findes i bøgerne.

Reglerne er som følger:

1 lod - skriv en kommentar + fast læser

2 lodder - skriv en kommentar + fast læser + link på egen blog (lån gerne billedet)

3 lodder - skriv en kommentar + fast læser + link på egen blog + lave et indlæg på egen blog om denne give away
 
Håber I vil lege med og ikke mindst fejre vores 100 indlæg
 
 

lørdag den 21. januar 2012

Stjernegal...

Rundt omkring i blogland er folk jo blevet helt vild med det der star stiches, så dem er jeg jo selvfølgelig også nødt til at afprøve.

Jeg er gået helt kold i dette projekt, så det får lige lov til at ligge lidt og vente på, at jeg igen har lysten til at fortsætte på det. I mellem tiden har jeg så været i garnkassen og fundet rester fra dette projekt og er nu gået igang med at lave stjerner på stjerner.

Beklager billedkvaliteten... lyset er ikke så godt til at tage billeder i idag.

Hvad det bliver til, håber jeg snart at kunne vise Jer... det går nemlig meget stærkt fremad.



fredag den 20. januar 2012

Total win win situation

Er helt vild med alle de fine mønstre som Trine laver og som man efterhånden støder på alle mulige steder rundt omkring i blogland. Jeg har længe gået og tænkt på, at det er en af de ting jeg skal have mig sat ned og leget lidt med, men det er ikke rigtig blevet ved mere end tanken. Men så er det jo godt at man har et fantastisk arbejde, hvor der er masser af muligheder for at sidde og være kreativ sammen med de unge (aka en total win win situation). Derfor fik jeg endelig gjort noget ud af det den anden dag, da de unge sad og tegnede på krympeplast.


Resultatet blev dette hvide mønster med lidt farveklatter hist og pist... Pladen startede ud med at være str A4 og endte med at være omkring str A6 og er nu endt som nyt bogmærke i min godnatlæsnings bog.

Siden har jeg leget lidt mere med Trines fine mønstre... måske jeg viser lidt mere en anden dag :-)



tirsdag den 17. januar 2012

HEJ :-)

Der skal lyde et stort hej og velkommen til alle Jer vores faste læsere både Jer der lige er kommet til og Jer som har fulgt os fra starten. Pt. sker der ikke så meget her på bloggen, da vi begge arbejder en hel del, men det håber vi, at vi får gjort noget ved... altså ikke nødvendigvis arbejdet, men mere indlæggene om de kreative sysler det lykkes os at putte ind imellem alt arbejdet.


Wow... vi har allerede 50 faste læsere... både at vi har så mange faste læsere samt at vi snart nærmer os 100 indlæg vil blive fejret med en give away, som meget snart vil blive annonceret her på bloggen. Hvad det bliver vides endnu ikke, men mon ikke vi finder noget lækkert til Jer?

Tak for at I følger med og kommer med kommentarer til vores kreative syslerier... bliv endelig ved med det.



søndag den 15. januar 2012

Enkelt tråd vs dobbelt tråd

Jeg har efterhånden hæklet mange forskellige figurer, både store og små. En af de figurer som jeg har lavet mere end en gang er denne søde Hello Kitty, som Dorthe har lavet en DIY på her.


Jeg synes den er så sød og så er det et dejligt lille projekt, som man hurtigt kan få gjort færdigt.

Der findes et utal af lækre hækleopskrifter på søde små og store figurer og dyr rundt om i blogland... og anbefalingerne omkring garn og nålstørrelse er lige så utalige. Jeg har efterhånden fået udviklet mig en mindre passion for at hækle figurer i dobbelt tråd bomuldsgarn med hæklenål nr 4. Derfor måtte søde Hello Kitty jo også udsættes for denne blanding... og det kom, der dette resultat ud af.


Jeg er helt vild med det lidt grove udtryk hun får og så synes jeg at hendes kjole bliver lidt finere, når der hækles i dobbelt garn.

Her ses tydeligt forskellen både i udtryk og størrelse, nrå der hækles i henholdvis dobbelt tråd/4mm og enkelt tråd/3mm.

Har planer om at udsætte andre hækleopskrifter for samme behandling.
Hvad er du mest til? Enkelt eller dobbelt tråd?



fredag den 13. januar 2012

Favre nye verden

For første gang i mit liv har jeg sat mig ned og læst en brugsanvisning til en symaskine... har altid taget for givet, at jeg da havde helt styr på alle de forskellige trykfødder m.m. Men efter jeg har læst brugsanvisningen til min nye maskine er jeg blevet meget klogere både på trykfødder og sting-typer... og i dag har jeg for første gang prøvet at sy blindsting.

Jeg er typen, der aldrig kan købe nye bukser uden, at de skal lægges min. ½ meter op (Ja overdrivelse fremmer jo forståelsen). Den anden da gjorde jeg mig et bukse-kup og købte nogle lækre sorte bukser til kun 100 kr, men havde samme problem som jeg plejer...de var for lange men sidder ellers helt perfekt. Hjem kom de og nu er de også blevet lagt op.


For første gang har jeg syet bukser op med blindsting... før i tiden har jeg altid levet med en synlig syning, men ikke længere... Er helt tilfreds med resultatet...


Man kan kun lige ane nogle meget små stikninger


tirsdag den 10. januar 2012

Savner tid...

Jeg savner tid til at sidde stille i hjørnet i sofaen med mine hæklerier eller tid til at sidde foran min nye symaskine (som indtil videre er blevet brugt alt for lidt), men omvendt, så stor trives jeg ved langt om længe at være igang med mit arbejde... altså ikke fordi jeg ikke trivedes ved at være hjemme sammen med mine dejlige unger, men jeg trives bare bedst, når jeg føler jeg udretter mere og er noget for andre end mig selv og min familie, som dog altid vil stå højest på listen.

Lidt kreative sysler bliver det dog til... jeg er ihvertfald kommet godt igang med mit bølgeprojekt, som er lavet efter Karens opskrift.