søndag den 28. juni 2015

12 months of crochet #6

Hæklenålen glæder og fremtryller de mest fantastiske kreationer i øjeblikket, men desværre kan jeg ikke vise Jer det endnu, da jeg endnu engang har fået lov til at testhækle for en af de bedste amigurummi designere i Danmark :-)

Derfor bliver det kun et billede af farverne af månedens 12 moc projekt, som I kan se.

Mens der testhækles og teststrikkes i kulissen, så holder bloggen en lille sommerferie. Vi vender tilbage igen til august, hvor vi forhåbentligt kan fremvise en masse spændende kreationer. Indtil da, kan I følge os begge på Instagram.

God sommer

fredag den 12. juni 2015

Milepæl

Det er ikke kun rester jeg strikker af for tiden. Mit evighedsprojekt får også lidt opmærksomhed i ny og næ. På det seneste har jeg fået givet det så meget opmærksomhed, at endnu en milepæl er nået.

Nu er hele kroppen nemlig blevet færdig. Der mangles nu kun.... begge ærmer. Tiden må vise, hvornår jeg tager mig sammen til at få dem strikket på. Selvom trøjen er længe undervejs, er jeg ikke i tvivl om, at jeg bliver rigtig glad for den, når den er færdig, men det bliver formodentligt sidste gang jeg strikker en trøje til mig selv på pinde 3.

onsdag den 10. juni 2015

Restestrik #7

Okay det måske ikke helt sæson for huer, men derfor er de nu stadig gode at lave af garnrester. Dette gratis mønster har jeg pinned på Pinterest for langt tid siden, men endnu havde jeg ikke fået det afprøvet, men da jeg fandt den fine mint grønne tweed rest i garnskuffen, så vidste jeg med det samme, at det måtte blive til sådan en hue.

Igen modificerede jeg opskriften en smule og startede med huens top i stedet for bunden, da jeg ønskede huens top skulle være i tweed og jeg var ikke helt sikkert på hvor langt det ville række. 

Min beslutning om at starte omvendt, viste sig at være en god ide, for da jeg var ved at løbe tør for tweed garnet, kunne jeg godt se, at huen ville blive alt for kort, hvis jeg kun strikkede den lilla kant på (det var en meget lille rest). Efter et hurtigt kig i garnskuffen fandt jeg et nøgle rosa garn, som passede i tykkelse med de øvrige garner jeg havde fundet til huen.

De sidste meter og trådenderne blev viklet til en pompom til toppen.

Endnu engang blev det Ronja, som blev modtageren af mit restestrik. Huen passer hende perfekt og selvom det ikke rigtig er sæson, så er den taget i brug i børnehaven.

mandag den 8. juni 2015

Restestrik #6

Ikke alle rester bliver til babystrik. Nogle af resterne er så store, at min umiddelbare vurdering er, at de godt kan række lidt længere, især hvis der er to næsten hele ens nøgler. Det var tilfældet med dette pink garn.

Jeg fandt bogen Børnestrik på pind 3½-4 af Lene Holme Samsøe. Jeg har længe haft planer om at strikke toppen Bløde blade til Ronja, men det er aldrig rigtig blevet til noget. I stedet for at følge opskriften 100%, valgte jeg at redigere den lidt og strikke en vest.

Jeg er helt vild med de store fine blade, som træder så fint frem mellem retrillerne. Derudover er det fantastisk med opskriften, hvor man starter oppefra og ned og samtidig ikke skal strikke ærmer.

Efterhånden som arbejdet skred frem, kunne jeg godt se, at garnet ikke rakte til en lang vest. Jeg overvejede om jeg skulle lave striber i det glatstrikkede stykke, men besluttede mig i stedet for at holde mig til den ene farve og så måtte den blive så langt som garnet rakte. 

Knapperne er fundet i Tiger. Det ærgrer mig en lille smule, at striberne ikke vender samme vej på dem alle sammen, men det har vel også sin egen charme.

Vesten passer Ronja fint. Og selvom den blev bolero-kort, kan den jo sagtens bruges, som lidt ekstra varme om skuldrene, når hun har en kjole på.

søndag den 7. juni 2015

Restestrik #5

Små rester er genialt til babystrik, så da jeg greb ned i garnkurven og fandt et halvt nøgle blød bomuld, gik jeg på jagt efter en opskrift på noget simpelt babystrik. Hos Louise fandt jeg opskriften på en sød og simpel djævlehue. Jeg har aldrig strikket sådan en tidligere, men en gang skal jo være den første.

Djævlehuen var hurtig strikket og opskriften nem at gå til. Det er ikke sidste gang jeg kaster mig over at strikke djævlehuer. Huen er lagt i kassen med færdige projekter uden aftagere... måske der i vennekredsen kommer en baby der kan bruge den...

torsdag den 4. juni 2015

Stor stork

Indimellem alle restestrik-projekterne finder jeg til afveksling hæklenålen frem og hækler lidt af alle mine rester. 

Et kig ned i garnskuffen og bladren i mine hæklebøger. Resulterede i at jeg bare blev nødt til at hækle den fine Stork fra Maja Hansen bog; -nye hæklede dyr. Jeg hæklede den i dobbetl acrylgarn på nål 6 mm, så den er blevet fin og stor.

Måske den sendes afsted sammen med en barselsgave næste gang sådan en skal forlade vores matrikel :-)

tirsdag den 2. juni 2015

Restestrik #4

Det er som om der slet ikke er nogen bund i mit garnlager, så jeg kæmper med at få brugt nogle af de mange forskellige kvaliteter, jeg har liggende. 

Jeg havde lidt forskellige mængder og farver liggende af Nuuk garn fra Grønhøj garn. De blev omdannet til denne lille bolero-vest strikket efter denne opskrift fra Pickles. Da jeg var meget i tvivl om hvor langt jeg ville nå med mine rester valgte jeg at strikke vesten oppefra og ned og ikke nedefra og op, som der er beskrevet i opskriften.

Der noget helt særligt tilfredsstillende ved at få brugt resterne i garnlageret og så er det sjovt at blive tvunget ud i nogle anderledes farvekombinationer end man oprindeligt ville have valgt.