søndag den 17. februar 2013

30 år

For nogle et ubehageligt hjørne at krydse og for andre er det bare en dag som alle andre. Sidste år var det mig, der rundede dette hjørne, som egentlig bare var lige som alle de andre, bortset fra, at jeg havde valgt at fejre det med en noget større fødselsdagsfest end jeg plejer. 

I år er det så Annes tur... eller rettere sagt, så er det i dag hun runder dette hjørne. Og så melder spørgsmålet sig jo, hvad man skal give i gave. Det er ikke fordi hun ikke ønsker sig noget, men omvendt så vil jeg jo gerne give hende noget jeg selv har fundet på, som er helt særligt fra mig til hende. Jeg har tænkt og tænkt og flere gange også overvejet "blot" at gave hende en af tingene fra ønskesedlen, men her i sidste øjeblik, lige inden hun kommer ind af døren og får rester fra gårsdagens fem års fødselsdag for Pelle, så er jeg jo nødt til at tage en beslutning.

 Derfor gik jeg på kontoret og fandt en lille æske. Jeg gemmer ofte små æsker, som jeg får, når jeg får gaver, så jeg har nogle at bruge til hjemmelavede gaver eller bare til når gaverne skal syne af andet end de er.

 Jeg forerede æsken med silkepapir og lavede et personligt gavekort i Power point. Nu hvor Anne er flyttet til den anden ende af landet, så ses vi ikke så tit, så nu er der ihvertfald en ekstra undskyldning for at rydde kalenderen og mødes... bare mig og hende.

Gaven pakket fint ind og klar til aflevering.

Her fra skal der lyde et stort tillykke til Anne med de 30 og så håber jeg, at hun bliver glad for gaven.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar