lørdag den 11. august 2012

Små lækkerier

I går havde jeg besøg af mødregruppen. Sådan et besøg kræver lidt lækkerier både af de sunde og de søde. Jeg forsøgte mig med at lave små spinattimbaler. En opskrift jeg har fundet i et blad for lang tid siden. I stedet for at lave dem i muffinsforme lavede jeg dem i små ramakiner.

Små spinattimabler - opskrift (12 stk)

400 g optøet helbladet spinat
500 g ricotta
2 spsk hakket dild
5 æg
12 daddeltomater
100 g feta

Tænd ovnen på 160 gr. Pres væden fri af spinaten. Rør spinat sammen med ricotta, hakket dild og æg. Hæld massen i muffinforme, og tryk en daddeltomat ned i hver. Drys fetaost henover. Bag timbalerne 35-45 min. til de er faste og let gyldne. Afkøl dem på en rist.

De blev super gode og så var de nemme at lave. Da jeg ikke kunne få fat i ricotta brugte jeg istedet hytteost. Spinaten blev den hakkede udgave, da det var, hvad jeg havde i fryseren og tomaterne var cherrytomater, men derfor var de nu stadig super smagfulde.

Til den søde tand lavede jeg små Othello-lagkager med hindbærskum

Nedenstående opskrift passer til en almindelig stor Othello lagkage.

Ingredienser;
3 lagkagebunde
200 g hindbærsyltetøj
600 g færdig kagecreme fra pose
1 dl piskefløde

Pynt;
200 g ren rå marcipan
1½ dl piskefløde
2 bakker friske hindbær

Pisk 1 dl fløde op og vend den sammen med den færdige kagecreme. Læg bundene lagvis sammen med et lag hindbærsyltetøj og et lag flødecreme imellem hver bund. På øverste bund skal ingen creme eller syltetøj. Sæt kagen i køleksb minimum 2 timer. Imens moses ca. 100 g hindbær med en gaffel og vendes i 1½ dl pisket fløde. Rul marcipanen ud, så den kan sidde hele vejen rundt langs kagens kant - den må gerne gå lidt længere op end selve kagen. Pynt herefter kangen med marcipan, hindbærskum og friske hindbær på toppen.

Til 7 små kager brugte jeg; en pakke bunde og ca. hvad der svarer til halvdelen af de resterende ingredienser. I stedet for rulle marcipan ud, skar jeg en skiver og lave 2 trekanter, som blev sat i hindbærskummen som pynt. Enkelt og lækkert.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar