Vores gode venner som blev gift i fredags og som fik dette hæklede brudepar, fik selvfølgelig også andre gaver af os. Bruden, som er en af mine meget gamle veninder (lige siden 4. kl), har flere gange beundret nogle af de ting, som jeg hækler. Desuden har hun ytret ønske om selv at kunne det samme, så gaven til hende var helt oplagt og meget personlig.
Jeg hæklede en kurv af nogle af mine zpaghetti rester efter denne opskrift. Kurven fyldte jeg op med bomuldsgarn i skønne farver fra Søstrene. Der kom også et par hæklenåle i 3 mm og 4 mm ned i kurven. Vigtigst af alt fik hun også den lille hækleskole (min hæklebibel) og Flere hæklede dyr. Et fint start kit, så hun har noget at få den sidste ventetid (hun er gravid) til at gå med.
Det blev også til en Sofie Elefant efter Leas opskrift i farver som brudeparret selv har valgt.
Manden fik også en personlig gave med masser af special øl. Alle gaverne faldt heldigvis i god jord hos parret og så er det jo skønt at lave og købe helt personlige gaver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar