fredag den 29. marts 2013

Et orgie

I går var vi inviteret op i Janus' (Annes kæreste) sommerhus til fødselsdag sammen med en flok venner og noget af deres familie. Anne havde ladet Janus bladre og udpege kager i nogle af alle hendes kagebøger. Og jeg må sige, jeg tror, at de er blevet lidt miljøskadet af at være flyttet til Sønderjylland, for hold da helt op et kæmpe kage orgie. 

Her kommer lige lidt billedspam af alt det kage Anne havde lavet til os;


Der var den lækreste gulerodskage fra denne bog

Lækker æbletærte fra denne bog

Nøddesnitter fra denne bog

Gammeldags fødselsdagskringle med chokolade og marcipan

Banankage

Hindbærsnitter

Ingenting - en sønderjysk småkage, som er tradition at slutte af med, når der er kagebord

Drømmekage fra denne bog

Jordbærtærte med citronfromage fra denne bog

Chokolade muffins efter denne opskrift

 Lagkage med hjemmebagte mørke og lysebunde, bananer og kagecreme

 Og til dem, der ikke er så meget til kage, var der også lækre hjemmebagte boller

Og så var det ellers bare om at gå ombord i alle kagerne :-)
Virkelig lækkert det hele og hold da op, hvor har Anne haft travlt i køkkenet

torsdag den 28. marts 2013

Den sidste detalje

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, jeg blev færdig med denne cardigan. Men den sidste detalje (lukningen) har ladet vente på sig. Jeg har nemlig ikke rigtig kunnet finde ud af, hvad jeg ville have og udvalget rundt omkring i smarte gule lukninger er ikke eksisterende, så jeg har selv måttet igang.


Det blev til en simpel lunkning lavet af gult satinbånd

 Lukningen er lavet efter denne vejledning fundet på Pinterest. 

 For at kunne lukke den, har jeg på den anden lukning lavet en abehånd inden jeg lavede lukningen magen til den anden.

Jeg synes det fungerer meget godt og Ronja er da vildt lækker i sin nye cardigan

tirsdag den 26. marts 2013

Til den søde tand

Den anden dag havde jeg besøg af en mindre gruppe kvinder til en lille plastik demo (Tupperware). Sådan en aften er kage jo obligatorisk sammen med kaffen og masser af snak, men denne gang valgte jeg en sundere version.

Det blev til disse lækre muffins med grahamsmel, gulerødder, æbler, rosiner og chokolade. De blev super lækre, svampede og tilpas søde. Selv 3 dage efter jeg bagte dem, var de stadig lækre. Du kan finde opskriften lige her.

mandag den 25. marts 2013

SIF del 1

Jeg nyder påskeferien og i dag har jeg fået styr på del 1 af Charlottes SIF om grafisk gobelin

 Jeg har været i gemmerne og fundet 4 nøgler perle acryl, som jeg tænker kunne blive til et fint tæppe til Ronjas dukker.

 Jeg har tegnet mønster

 Lavet mig en strikkeprøve og målt 10 masker og 10 retriller. 

Da jeg vil have tæppet til at ende med at være ca. 40*35 cm, har jeg tegnet videre på mønstret, så det passer til tæppets endelig størrelse. Nu venter jeg så i spænding på 2 del, som Charlotte lægger ud på fredag.


søndag den 24. marts 2013

Påske strik

Påskeferien er skudt igang. Egentlig har jeg allerede næsten haft ferie i en hel uge (har 2 jobs, så har passet det ene i sidste uge, men det har blot været 3 timer hver dag). I påsken skal jeg have gang i strikkepindende. Jeg har nemlig 3 projekter jeg skal have styr på.

 Første projekt er en vest til Pelle, lavet i noget af resterne fra hans Robin Hood trøje. Jeg har besluttet mig for at kaste mig ud i at strikke mønster med en anden farve garn end grundfarven. Mønstret til dødningehovederne har jeg fundet på pinterest og mønstret til vesten er her fra. Jeg laver lidt ændringer undervejs i maskantal m.m. for at få det til at passe med dødningehovderne. Indtil videre skrider det fornuftigt fremad.

 Når jeg bliver træt af de små pinde, så har jeg et projekt på pind 10 for Lotte, som jeg skal have styr på. i en lækker grov uld garn.

Og så er der endnu et projekt for Lotte i lækkert lama uld og mohair boucle på pind 9.

Og så har jeg også meldt mig til Charlottes SIF om grafisk gobelin. 

Så må vi se, hvor meget jeg når i påskeferien.

fredag den 22. marts 2013

Lidt til mig

Sidste weekend fik jeg taget mig sammen og fandt stof of saks og gik i gang med at klippe til en kjole til mig selv. Kjolen har jeg længe haft planer om at sy med udgangspunkt i en af mine yndlingskjoler. 

 Jeg fandt også tid til at få den syet :-) og med min nye overlocker, så gik det så let som en leg. Kjolen har et stramt skørt med en påsyet baggy bluse med lange ærmer.

 Jeg har valgt at lave en lige udskæring i halsen. Jeg har altid været vild med denne form for udskæringer, men finder sjældent kjoler eller bluser med det. 

Ærmerne er lagt op med pyntesting, da jeg ikke havde sytråd i samme farve som stoffet. En fin lille detalje.
Kjolen er syet af en rest viscose jersey, jeg købte for 20 kr. for snart 2 år siden. Så det er en billig og lækker blød kjole, jeg har fået mig.

torsdag den 21. marts 2013

Klassiker

Pelle har begået en af børnehavens klassikere. Han har syet en klud.

 Han har brugt masser af tid på den og har stolt vist mig fremskridtene, når jeg har afleveret ham i børnehaven og vi har flere gange snakket om, at jeg skulle sy en pude af den, når han blev færdig. Nu er kluden færdig og bordet fanger.

Jeg er nok både en atypisk mor og pædagog, da jeg ikke er super god til at gemme de ting børnene laver. Og disse klude har jeg altid synes, er hæslige. Vi snakkede længe om pude og hvor den skulle være henne. Inden jeg gik igang med at sy, fandt vi i stedet ud af, at vi kunne sy den til en dyne til Pelles bamse, hvilket passede både mig og Pelle.

 Pelle valgte selv mellem alt stoffet i kreaskabet og valgte at bagsiden skulle være grøn. Jeg syede en grøn kant foran, så kludens kanter blev klippet af. Imellem kluden og bagsiden, er der et lag pladevat.

For at undgå at den går i stykker, når der leges med den, har keg syet stikninger henover det Pelle har syet med et par cm mellemrum.

Resultatet er blevet meget godt og Pelle slæber den rundt i hele huset og putter hans bamse med den.