tirsdag den 29. november 2016

Kæmpe fletning (DIY og sponsoreret indlæg)

For noget tid siden blev jeg kontaktet af briella.dk om jeg var interesseret i at prøve deres store garn samt udvikle en opskrift med/til garnet. Som sædvanligt står jeg aldrig tilbage for en lille udfordring, så jeg skyndte mig at takke ja og lægge hovedet i blød.

Jeg valgte at strikke min design idé i den super lækre hvide merinould.

Jeg er ret vild med snoninger, så mit design skulle selvfølgelig have en snoning. Jeg endte op med et design, som både kan bruges som halsrør og nederdel.

Opskriften kan findes her på briella.dk, hvor du også kan finde garn og strikkepinde, hvis du ønsker at lave dit eget lækre halsrør/nederdel. Opskriften kommer også her;

DIY kæmpefletning/2-i-1 nederdel/halsrør


Garn: 3 nøgler Merino uld og en ”rest” kontrastgarn
Pinde: 20 mm evt. hjælpepind til snoning
Størrelse: ca. 40 cm bred og 70 cm i omkreds

Slå 16 masker op på pind 20 mm i kontrastgarn og strik 2 pinde ret.
Strik nu følgende 4 pinde med merino uld indtil strikket er ca. 70 cm

Pind 1:     1 ret, 6 vrang, 1 ret, 8 vrang
Pind 2:     1 maske løftes ret af, 8 ret, sæt de næste 2 masker på hjælpepind foran arbejdet, 2 ret, så 2 ret over maskerne fra hjælpepinden, 3 ret
Pind 3:     1 ret, 6 vrang, 1 ret, 8 vrang
Pind 4:     1 maske løftes ret af, 10 ret, sæt de næste 2 masker på hjælpepind bag arbejdet, 2 ret, så 2 ret over maskerne fra hjælpepinden, 1 ret

Når arbejdet har den ønskede længde (ca. 70 cm) fjernes kontrastgarnet fra opslagningskanten og maskerne sættes på en hjælpepind. Nu ”syes” arbejdet sammen med maskesting. Vær obs på at sno maskerne ved fletningen, så sammensyningen bliver helt usynlig.

Tips:   Halsrøret kan både bruges som stort chunky halsrør, som dækker skulderne og som en nederdel, hvis du tager et tyndt bælte gennem de øverste masker.

Ønsker man et mindre halsrør, så kan man enten lave en mindre omkreds eller evt. udelade det retstrikkede stykke og kun lave fletningen med en retmaskekant på hver side.

God fornøjelse med opskriften.
Designet af Rikke Nielsen (@norkletoserne)

2 kommentarer: