onsdag den 23. oktober 2013

Det er lige om lidt

...at jeg skal hjælpe Heidi på hendes stand hele weekenden
...at alt forarbejdet skal være færdig og vises frem.

Jeg har haft gang i hæklenålen og hæklet bl.a. dette lakridskonfekt, som skal bruges på Heidis stand til messen. Opskriften findes her.
Det er jo snart jul, så der er også blevet hæklet lidt juletræer efter denne opskrift.

Det er også blevet til en dukke efter opskriften, som mankan købe som kits. Denne dukke er hæklet til udstilling i dobbeltgarn på nål 4. Heidi har fået den og fået lov til at lave ansigt og hår, så jeg er spændt på at se den endelige dukke.

Derudover arbejder jeg i kulissen på at teste nye kits for Heidi.

Jeg er så spændt på weekenden, som nok skal blive helt fantastisk. Ses vi?

tirsdag den 22. oktober 2013

Wannabe designer kjole

Jeg har en svaghed for lækkert dansk design og hvis min økonomi tillod det havde jeg kun tøj i skabet fra Weiz eller Ecouture, men det rækker min pædagogløn ikke til. Men så er det jo godt at være lidt fingernem ved symaskinen.

Mit seneste køb er den skønne blå Fiona eagle fra Weiz og den er helt fantastisk. Den kjole er så behagelig at have på, at jeg også er nødt til at have den stribede, som kan ses på billedet herover. Den anden dag var jeg ved at kigge igennem mit stoflager for at se om, der var noget jeg havde lyst til at forvandle. Da jeg fandt en meter af det lækreste grå og sølvstribede jersey, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg var nødt til at lave min egen Fiona kjole.

Saksen blev fundet frem og mit standard kjolemønster blev ændret i længde, bredde og halsudskæring og ærmerne forsøgte jeg mig lidt frem med. Resultatet blev lige som jeg havde havde håbet og det lykkedes mig at få striberne til næsten at passe overfor hinanden i syningerne.

Kjolen er sidder helt perfekt og er dejlig at have på, men selvom det er rart selv at kunne lave en wannabe designer kjole, så er der intet, der helt slår originalen :-)

søndag den 20. oktober 2013

1,5 = 2

I starten af efterårsferien var jeg en tur i stof og stil. Udover at købe stof til at sy halloween kostumer til min svigerinde og hendes mand, så røg der også "lidt" impulskøb ned i vognen.


Et af impulskøbene blev 1,5 meter af dette skønne isoli med "klatter" i alle regnbuens farver. Min første tanke var at sy en trøje af det magen til en jeg har hjemme i skabet, men det kunne også være lækkert som en kjole. 

 Saksen blev sat i stoffet og jeg fik klippet en simpel kjole og besluttede mig for at lave halve ærmer og hi low skørt.

 En simpel kjole, som er helt perfekt til hverdag.



 Resten af stoffet kunne forvandles til den trøje jeg havde haft i tankerne, da jeg så stoffet. Jeg tilførte også trøjen en lille hi low effekt, men mest af nødvendighed, da stoffet var klippet skævt og derfor kunne der ikke blive to lige lange stykker af resterne.

 En lækker løs trøje, som er helt perfekt til et par jeans.

 Dermed blev mine 1,5 meter impulskøb forvandlet til 2 skønne stykker tøj.

lørdag den 19. oktober 2013

Den sidste detalje

Jeg startede efterårsferien med at sy den sødeste lille kjole til Ronja. Den manglede dog lige en lille detalje i form af 8 pynteknapper. De er nu blevet tilføjet.

 Jeg valgte nogle simple orange knapper, der matcher pippingbåndet på bærestykket.


Kjolen er syet i det fineste mønstrede babyfløjl fra stof og stil, som efterhånden har lagt i min rodebunke i et par sæsoner. Mønstret på kjolen er et udgået mønster, som også er fra stof og stil. Da jeg var der i starten af ugen, så jeg den i en rodekasse med udgåede mønstre, så er du hurtig kan du måske få fingre i mønstret til blot 5 kr.

 Som mange af de andre kjoler jeg laver pt. er også denne lagt op med kantbånd.

 I ryggen er der skjult lynlås, som er syet i efter denne vejledning. Det var rigtig nemt, men næste gang skal jeg vist være lidt mere præcis.

 Kjolen passer hende perfekt og nu er hun kommet i en alder, hvor hun synes det er fantastisk, at jeg syer til hende og hun vil gerne have det på med det samme.



torsdag den 17. oktober 2013

Halloween

Der er noget hyggeligt og uhyggeligt over Halloween. Det er ikke noget der rigtig har vundet indpas herhjemme andet end hyggelig stemning med lys i små græskarlygter. I år har jeg brugt lidt ekstra tid på at tænke på Halloween, da min svigerinde og hendes mand skal afsted til Halloween fest, hvor de selvfølgelig skal være klædt ud. Og kender man mig ret, så siger jeg aldrig ned til udfordringen; at sy et kostume.

 Min Svigerindes mand skal være Dracula og manglede en kappe, som han kunne tage på til sit jakkesæt. Jeg har taget udgangspunkt i dette mønster, men lavet ændringer både i længden og fjernet hætten og lavet en krave.

 Kappen er syet op i sort velour og foret med rødt polyester foer. Kraven har fået et lagt pladevat, så den kan "stå" når man har kappen på, som bindes foran med et satinbånd.


Min svigerinde vidste ikke rigtig, hvad hun skulle være, så vi søgte lidt rundt på pinterest og blev til sidst enige om, at hun skulle være flagermus. Jeg fik frie hænder, og tog udgangspunkt i de samme farver som Dracula kappen. Jeg har brugt dette simple kjolemønster som grundmodel og freestylet nogle flarmusevinger, som er syet fast i ærme og sidesøm i kjolen. Vingerne er røde indeni og sorte udenpå. Det hele er syet i velour, som er dejlig let at have på og billigt at sy kostumer i.




(Beklager de dårlige actionpictures, men jeg fik manden til at tage lidt billeder i aftes, så lyset var ikke så godt.)

onsdag den 16. oktober 2013

Dobbelt reminder

Vi vil bare lige minde Jer alle om, at vi har en lækker give away igang

Og så har vi godt gang i forberedelserne til vores blogtræf
Der er stadig 3 pladser tilbage, så skynd dig at sende os en mail hvis du har lst til at deltage. Det er også okay, hvis man ikke har mulighed for at deltage hele dagen.

tirsdag den 15. oktober 2013

Messe forberedelser

Jeg skal med Heidi til Kreativ messe i Frederecia og hjælpe hende på standen hele weekenden. I den forbindelse er jeg igang med hæklenålen for at hjælpe hende med at blive klar til messen. Udover at teste nye hæklekits har jeg også været igang med at hækle små kaktusser efter opskrifterne på hendes blog.

Det er blevet til 18 små og helt unikke kaktusser. Det har været et sjovt projekt og jeg har hygget mig med at lege med opskrifterne og kaktussernes udtryk. Jer der følger mig på instagram har set dem, men her kommer de alle 18 i et samlet indlæg :-)