søndag den 31. maj 2015

DIY cover IKEA Lampan

Ronja har den her klassiske plastik Lampan fra Ikea stående på værelset. Jeg har i længere tid gået og overvejet at skifte den ud med de fine svampe-lamper fra Heico, men en dag fik jeg den ide, at jeg kunne hækle et betræk til Lampan og på den måde omdanne til en svampe lampe.

Da jeg pt. forsøger at gøre et kæmpe indhug i mit garnlager, så måtte jeg ikke købe nyt garn til at lave betræk til lampen, derfor endte jeg med et stribet betræk, selvom den oprindelige plan var et ensfarvet betræk med hæklede prikker på.

Jeg har ikke helt droppet ideen med prikker, men inden jeg går igang med at hækle prikker som skal syes på lampen har jeg leget med klistermærke dots for at finde ud af om prikkerne vil passe til striberne. Jeg synes faktisk, det er meget sjovt med prikkerne, så lige pludselig en dag, må jeg tage mig sammen og hækle prikker.

Har du også en Lampan til at stå, som du gerne vil hækle et betræk til, så kommer her en opskrift.

DIY cover IKEA Lampan

Du skal bruge
2-3 nøgler bomuldsgarn 8/4 - passende til nål 3 mm
hæklenål 3 mm

fm - fastmasker
mr - magisk ring
udtagninger - hækl 2 fastmasker i samme maske
tallet i parantes ( ) angiver antallet af masker, når omgangen er hæklet

1. omg - 6 fm i mr (6)
2. - 21. omg - 6 udtagninger jævnt fordelt på hver omgang (12-126)
22. - 24. omg. - 1 fm i hver m (126)
25. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (128)
26. - 27. omg. - 1 fm i hver m (128)
28. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (130)
29. - 30. omg. - 1 fm i hver m (130)
31. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (132)
32. - 33. omg. - 1 fm i hver m (132)
34. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (134)
35. - 36. omg. - 1 fm i hver m (134)
37. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (136)
38. - 39. omg. - 1 fm i hver m (136)
40. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (138)
41. - 42. omg. - 1 fm i hver m (138)
43. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (140)
44. - 45. omg. - 1 fm i hver m (140)
46. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (142)
47. - 48. omg. - 1 fm i hver m (142)
49. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (144)
50. - 51. omg. - 1 fm i hver m (144)
52. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (146)
53. - 55. omg. - 1 fm i hver m (146)
56. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (148)
57. - 59. omg. - 1 fm i hver m (148)
60. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (150)
61. - 63. omg. - 1 fm i hver m (150)
64. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (152)
65. - 67. omg. - 1 fm i hver m (152)
68. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (154)
69. - 71. omg. - 1 fm i hver m (154)
72. omg . - 2 udtagninger jævnt fordelt på omgangen (156)
73. - 76. omg. - 1 fm i hver m (156)

Efter 76. omg. lukkes der af og enden hæftes. Nu er dit betræk færdig og klar til at blive trukket på lampen. 

OBS. - der er forskel på garn og ikke mindst hæklefasthed, så måske skal du bruge en nål 2,5 mm eller lave lidt færre eller flere udtagninger for at dit betræk passer . jeg anbefaler, at man undervejs afprøver betrækket på lampen for at vurdere om din hæklefasthed kræver at du skal lave lidt tilpasninger. 

fredag den 29. maj 2015

Restestrik #3

Når garnlageret skal tømmes, så er strik eller hækling til børn virkelig oplagt, for der skal som regel ikke så meget til. 

Jeg fandt en lille rest lyst uldgarn og 1 ½ nøgle af samme type bare i en mørkere version. Jeg gik og funderede lidt over, hvad jeg skulle lave, men tænkte så, at jeg ville forsøge mig med denne poncho, bare på pind 4 og håbede på at den ville passe til Ronja, Jeg strikkede til jeg løb tør for de to uldgarner og tilføjede til sidst et par omgange neonpink inden jeg lukkede af og hæklede en muslingekant.

Jeg er altså helt pjattet med snoningen på skulderen, som lige giver det der ekstra... og så får den ponchoen til at sidde meget pænere.

Den passer hende perfekt og jeg tror den vil blive brugt meget henover sommeren, hvor det er for varmt til jakke, men man samtidig har brug for at lune skulderne.

onsdag den 27. maj 2015

Restestrik #2

Jeg er kommet godt igang med at få brugt af mine rester og lager af garn. 

Inspireret af @drommestrikk fandt jeg noget tilfældigt garn i skuffen og slog op til et miniskirt til Ronja. Jeg har strikket et ombuk i bunden, for at undgå, at den ruller og i toppen har jeg også lavet ombuk, hvorunder der er en elastik. Helt simpelt strik uden indtagninger, bare ret maske efter ret maske.

Nederdelen passer hende fint nu, så jeg håber ikke, at hun vokser for meget henover sommeren, inden det igen bliver sæson for de uldne nederdele.

mandag den 25. maj 2015

Rakla

Min mor har købt sommerhus på Fur, så da vi sidst var ovre og besøge dem på øen, tog vi tøser på en lille tur rundt på øen, som er fyldt med de skønneste små butikker med blandt andet kunst. 

På vores rundtur kom vi forbi en lille butik der hedder RAKLA, hvor man kan købe fint unika glas, keramik og malerier. Derudover var der hylde efter hylde med de lækreste og blødeste garner.

Selvom jeg har et selvvalgt købestop, for at få brugt af mit omfattende lager, så endte jeg med at købe dette smukke håndfarvede garn med hjem, Planen er, at det skal omdannes til et smukt trekant sjal... et simpelt et med en smuk blondekant. Jeg skal bare lige have fundet den helt rigtige opskrift... eller selv lave en opskrift.

lørdag den 23. maj 2015

Restestrik #1

Som jeg efterhånden har nævnt nogle gange, så forsøger jeg at få brugt nogle af alle mine kreamaterialer, som bare ligger i skuffer og skaber og venter på at blive forvandlet til fine og brugbare sager. 

Jeg fandt 2 nøgler råhvid Monza garn (købt i Kvickly for flere år siden), som jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle bruge til. Efter lidt søgning på nettet fandt jeg opskriften på den fineste pude med snoning.

Den tog ingen tid at strikke og nu pynter den så fint i min stol i stuen. Er vild med det enkle udtryk og ikke mindst snoningen. 

Snoninger har jeg i mange år været meget fascineret af, men ikke turde lave, da det umiddelbart virkede, som noget meget specielt og svært, men da jeg først fik det prøvet for et år siden, så fandt jeg ud af hvor simpelt det er.

torsdag den 21. maj 2015

En varm hund

For efterhånden langt tid siden har jeg købt et hæklekit til en hotdog af Laura.

Det har bare lagt og ventet på at blive hæklet, så ungerne kunne komme igang med at lege med den. Den anden dag tog jeg mig så sammen og gik igang. 

Det var et dejligt hurtigt projekt.

Ungerne har allerede leget en del med den og synes den er sjov... ja selv manden og vores gode kammerat er vild med den .

tirsdag den 19. maj 2015

12 months of crochet #5

For ca. en måned siden fik jeg en mail fra en kvinde, som ventede sig en lille pige og som havde forelsket sig i det hæklede Cuddly Sheep som jeg lavede for nogle måneder siden. Hun kunne godt tænke sig en til hendes datter og det kunne jeg jo ikke sige nej til, så jeg fandt garn og hæklenål frem  og gik igang med at hækle.

Hun ønskede en gul sløjfe, hvilket jeg synes er dejligt forfriskende, da jeg ikke selv er til alt det lyserøde og desuden er gul blandt mine yndlingsfarver.

Selvom jeg havde spået en længere leveringstid, så gik det rimeligt hurtigt med at lave det lille får og få det sendt afsted til en lille ny verdensborger.