mandag den 8. april 2013

At tage sig sammen

Jeg har altid elsket at lave mad og bage og især at afprøve nye opskrifter. Det er noget jeg har gjort rigtig meget før vi fik børn. Siden børnene er kommet til er vores liv blevet beriget med de skønneste væsner og masser af glæder og sorger og samtidig med er madlavningen blevet et nødvendigt onde og ikke så lyst betonet som det tidligere har været. Det har jeg nu besluttet, at der skal laves om på og i denne weekend fandt jeg 2 opskrifter i min guldbunke (bunken af opskrifter til afprøvning og nogle til gentagelse), som blev afprøvet. Opskriften er helt klart en gentagelse værd, så jeg vil lige dele den med Jer :-)


Kalkunbryst stegt med karry og kokos

ca. 100 g fersk kalkunbryst
1 spsk karry
50 g mangochutney
½ dl kokosmel
1 ds. kokosmælk light
1-2 løg
2 fed hvidløg
1 spsk. karry
Olivenolie
2½ dl ris blandet med vilde ris
6 dl hønsebouillon
1 stang kanel
2 limeblade
1½ dl røde linser
1 bdt. broccoli
1 bdt. frisk koriander

Smør kalkunbrystet med en blanding af karry og mangechutney, læg det i et smurt ovnfast fad og krydr med salt og peber. Drys med kokosmel, hæld kokosmælk i bunden af fadet og sæt det i ovnene ved 175 grader i ca. 50 min. 

Sauter hakket løg, hvidløg og karry i lidt olivenolie til løgene er møre. Tilsæt ris, bouillon, kanel samt limeblade og lad det simre under låg i 5 min. Kom linser samt broccoli delt i små buketter ved og kog endnu ca. 10 min under låg. Smag til med salt og peber og drys med frisk koriander. Skær kalkunbrystet i skiver og server.




søndag den 7. april 2013

Lækkert og sundt

Da Heidi for noget tid siden efterspurgte folk, der ville test-hækle nogle hækle-kits hun arbejdede på, var jeg  blot en af mange, der meldte mig under fanerne... og jeg var så heldig at komme igennem nåleøjet og få æren af at være testperson af Heidis kits.

 Den anden dag modtog jeg disse 2 kits med posten.  En frugt kurv og en grønsags kasse skal min hæklenål og mine hænder forsøge at trylle frem.

 Masser af lækkert garn i friske farver og fint opspundne nøgler og en pose med fyld til alle de sunde frugter og grøntsager.

 Opskrifterne er dejligt overskuelige og tilføjet enkle og flotte billeder af alle frugterne og grøntsagerne og med en enkel og gennemgående grafisk opsætning, hvilket jeg synes er en fryd for øjet.

Hæklenålen har glødet og der er kommet fine frugter ud af det, som ungerne allerede har leget mange timer med. Alle opskrifterne er nemme at gå til og der et minimum af montering (I like) uden at der er gået på kompromis med detaljerne.

Her fra skal lyde en anbefaling om at få fingrene i en af Heidis kits, når de bliver tilgængelige. I mellemtiden vil jeg fortsætte hækleriet med grøntsagerne.

lørdag den 6. april 2013

Til Ipad og Jpalm

Igen har jeg været i kassen med stofrester og haft gang i symaskinen.

 Det blev til et Ipad sleeve til Annes lillebror.

 Sort stof med hvide strikninger, lille kantbånd, neon elastik og quiltet med neon tråd.

Da jeg lavede denne tablet sleeve til Anne, var Janus'første kommentar, at den ligner da en grilhandske, så da Janus havde fødselsdag i sidste uge, så skulle han da have en grillhandske matchende Anne tablet sleeve.

fredag den 5. april 2013

Østers

Det andet strikkeprojekt jeg fik færdiggjort i påskeferien, var denne skønne trøje, som hedder Østers. Det er endnu et projekt for Lotte.

 Den er strikket med lama uld og mohair boucle, begge tråde på en gang på pind 9.

 Jeg er vildt fascineret af den effekt løbemasker kan give. Fra at strikketøjet ser således ud til at de kommer til at se ud, som det øverste billede.

 De 2 garner sammen giver en lækker effekt og lama uldens farvespil er jeg helt vild med.

 Igen har jeg iført mig den, så I kan få en fornemmelse af pasformen. Denne er strikket i størrelse ekstra stor, så hvis jeg selv skulle have en, skulle den være mindre.

Igen et styk let og lækkert strik.

torsdag den 4. april 2013

SIF del 2

Jeg er jo med i Charlottes SIF om grafisk gobelin og har nu fået strikket 2 rækker af mit diagram.

 Med samlet 200 masker på pind 3, så går arbejdet stille og roligt fremad. Der er mange snore at holde styr på og det har en tendes til at filtre lidt for mig, så jeg er begyndt at hæfte ender undervejs, for ellers går alt for meget kluddermor i det.

Synes overgangene mellem farverne bliver okay.

Med 2-4 pinde om dagen så skal jeg jo nok blive færdig engang med de beregnede 200 pinde i alt.

onsdag den 3. april 2013

Vest

Et af de projekter jeg blev færdig med i påsken, var en strikket vest for Lotte.

 Strikket i Bulky Lopi på pind 10

 Hulmønster og glatstrik

 Glatstrik langs forkanten, hvor der kan syes knapper i og de yderste huller kan bruges som knaphuller i den modsatte side, som er magen til.

 Vesten er strikket i en lille størrelse, men jeg har lige iført mig den, så I kan få en fornemmelse af pasformen.

Lille, let og lækker vest, der er hurtig strikket.

mandag den 1. april 2013

Status pt påske strik

Påsken er ved at være slut og jeg har nydt den i fulde drag sammen med min familie og mine strikkepinde. Lige før påsken viste jeg Jer mine påske strikkeprojekter. 4 i alt og status pt er 2 færdige projekter og 1 over halvvejs og 1 lige taget hul på.

 Vesten til Pelle er godt på vej. Jeg mangler en række dødningehoveder før der skal deles til for og bag. Indtil videre er jeg godt tilfreds med det og jeg er efterhånden mere og mere fortrolig med at styre flere tråde garn på en gang.

Jeg er med i Charlottes SIF om grafisk gobelin. Jeg har styr på mit diagram og har fået taget hul på projektet, men der er laaaaang vej endnu.

De 2 færdige strikkeprojekter, er 2 indlæg for sig selv, så dem må i vente på. De kommer de næste par dage, når jeg lige har fået taget billeder af dem.