tirsdag den 29. april 2014

Et øje

Tilbage i august sidste år, lavede jeg en kalkpose til klatring til vores nevø. Samme dag, som jeg havde lagt billedet på facebook blev jeg spurgt af en af mine tidligere studiekammerater om jeg kunne lave en til en fælles bekendt. Da jeg synes det var sjovt at lave den første monster kalkpose, sagde jeg straks ja.

Jeg var egentlig blevet spurgt om jeg ville lave en magen til den første jeg havde lavet, men hurtigt blev vi enig om blot at holde fast i farverne, og så fik jeg ellers kunstnerisk frihed. Dermed kom et et-øjet monster til verden. Den faldt heldigvis i modtagerens smag :-)

Jeg lovede Jer en DIY på disse kalkposer og lige nu er jeg ved at lægge sidste hånd på den, så med meget forsinkelse vil jeg nu garantere, at den kommer på bloggen i løbet af denne uge.


søndag den 27. april 2014

Skokage til 18års fødselsdag

En af mine kollegaer spurgte om jeg ville lave en kage til hendes datter på hendes 18 års fødselsdag...
Vi havde flere temaer oppe at vende;
Bil/kørekort
Makeup
Tøj
men valget faldt på noget med sko, da ingen andre i familien havde ligeså mange forskellige par sko som fødselaren ;)

Igen har jeg fundet inspiration på Pinterest, og dette blev resultatet:


Chokolade bunde lagt sammen med hindbær mousse og toblerone creme, kagen er smurt op med chokolade ganache og pyntet med fondant.

Skoen var nok det der tog længst tid at lave, da den jo også skulle tørre i nogle dage for at jeg var sikker på den holdt formen.

Tanken er at det er en skoæske, hvor den ene sko er stillet ovenpå til udstilling :)

Tilbagemeldingen var at fødselaren blev glad for resultatet - heldigvis :)

lørdag den 26. april 2014

Kramme kat

Endnu engang har jeg dykket ned i kassen med restegarn og  hæklet en lille ting fra bogen Lutter Løkker. 

Denne gang blev det en Kramme Kat i drengefarver, som er kommet i kassen med ting, der er klar til at komme med på barselsbesøg.

tirsdag den 22. april 2014

Kreaholic?

Man må vist erkende, at man er en ægte kreaholic, når man får den tossede ide at hækle sig en ny pung i stedet for at købe en, når den gamle pung går i stykker.

Efter lidt inspirationssøgning på pinterest fandt jeg garn og hæklenål og gik igang med at hækle derudaf. Resultatet blev meget godt, men kan vist godt tåle lidt justeringer før jeg er helt tilfreds.

Inden i er der en lille klap, der sikre at mønterne ikke falder ud, når man åbner pungen. 

Jeg skal lige lave en mere med de justeringer jeg har i tankerne og mon ikke jeg så ligger en lille DIY på bloggen.

søndag den 20. april 2014

Discokage

En af mine kollegaer spurgte om jeg var frisk på at lave en kage til hendes datters fødselsdag, der skulle holdes discofest, så kagen skulle jo gerne leve op til det tema :)

Efter inspiration på Pinterest, blev dette resultatet:

Vanilje bunde i hver sin farve, med nutella creme imellem (det skulle smage godt, men være uden kærner eller andre ting fødselsdagsbarnet kunne være i tvivl om hvad der var :) )
Den er pyntet med fondant og 'sølv' sukker.

Den bragte lykke :)

lørdag den 19. april 2014

Pip pip og pop

Det er lige før man skulle tro, at jeg har fået pip eller er blevet bidt af en gal sangfugl, for siden jeg hæklede min første Sangfugl Otto, så er der røget et par stykker mere af hæklenålen.

Jeg var simpelthen nødt til at forsøge mig med at lave en i dobbeltgarn og på nål 4. Den blev fantastisk! Den er meget mere lig størrelsen på de originale sangfugle. Denne er hæklet i farverne der matcher Sangfuglen Pop.

Det blev også til en mere i en sort/grå variant men med turkis/aqua blåt hoved.

Har fået lavet mig en hel lille Sangfugle familie... men jeg kan mærke, at der er lige et par farvevarianter mere, jeg skal have afprøvet.

torsdag den 17. april 2014

Lige om lidt...

Ja faktisk allerede i morgen, er det 3 år siden, at vores skønne Ronja så dagens lys første gang. Her anden gang er det som om at tiden bare løber dobbelt så hurtigt. Det føles nærmest som i går, at vi så hende første gang. 

Udover de købte gaver, så har jeg haft gang i hæklenålen og hæklet en fin Rarity enhjørning efter Krudtuglens mors opskrift.

Valget af My litte pony er taget ud fra hvilke farver jeg havde nok af i kurven af garn samt at Ronjas yndlingsfarve er lille. 

Ponyens horn har jeg freestylet. Jeg startede med 3 fm i mr og øgede hver omgang med en fm. Alle maskerne er hæklet i bagerste maskeled for at give en fornemmelse af et snoet horn.

Både øjne og "numsepynt" er lavet i filt og syet på da hesten var færdigmonteret.

Den har været længe undervejs fordi jeg har kæmpet lidt med spiralerne til manke og hale, men takket være IG, fik jeg masser af fif og endte med nogle næsten perfekt snoede spiraler.

Nu er der bare tilbage at håbe på at hesten falder i prinsessens smag.

tirsdag den 15. april 2014

Påskepynt

I mit barndomshjem var påskepynt ikke noget der blev gjort ret meget ud af. Havde vi børn lavet lidt i institutionen så kom det op at hænge ellers var det primært en ny blomsterdekoration i klassiske påskefarver og en gul serviet på påskebordet. Derfor har jeg aldrig gjort noget ud af at pynte til påske i mit eget hjem.

I år har jeg gjort en lille undtagelse, fordi jeg et par dage før påskeferien forsøgte mig med at lave betonæg sammen med de unge på mit arbejde. Det var ret simpelt. En bakke æg og noget beton. Slå et lille hul i ægget, stort nok til at få hvide og blomme ud og skyl dem forsigtigt, sådan at den skrøbelige skal ikke går i stykker. Stil æggene tilbage i bakken med hullet op af og fyld nu alle æggene med beton.  Du kan roligt fylde æggene helt op... et lille fif... når æggene er fyldt så lige ryst lidt med bakken, så evt. luftbobler forsvinder... alternativt fyld æggene efter. Lad dem tørre/stivne. Når betonen er hård så slår du skallen i stykker og piller den af. Et voila... fine og rå beton æg til at pynte med i blomster eller en lille skål på påskebordet.

Mine er kommet i en lille skål og står nu på sofabordet.

Måske man skulle lave nogle flere og måsle male nogle af eller blot dyppe den ene ende i maling?

søndag den 13. april 2014

Etui til trommestikker

Min nevø på 11 ønskede sig nærmest kun en iPad i jule gave... 
Det ønske gik vi så mange sammen om, så hans ønske kunne blive opfyldt.

Jeg syntes bare det var noget trist for ham ikke at få flere gaver, specielt fordi jeg bare selv elsker gaver :-D

Min søster fortalte så at han ofte rejser rundt med flere sæt trommestikker, når skal øve med musikskolens band eller bare skal til træning på trommerne, så en aften lige inden jule nåede jeg at køre dette etui gennem maskinen.


Jeg lavede det som en forvokset bestikpose, men i nogle friske farver og satte gul neonsnor i til at binde etuiet sammen med.

Jeg var der desværre ikke selv, da han pakkede op, men hørte han var blevet meget glad for gaven :)

lørdag den 12. april 2014

Brosten

I marts måned var jeg en tur på messe i Middelfart. Jeg havde længe drømt at lave en Brosten taske fra Lutter Løkker, men min lokale garnforhandler sælger ikke Ribbon XL. Jeg håbede at finde noget på messen, men der var ingen der havde noget med. Derimod fik jeg fat i noget der hedder Easy & Quick. Der røg nogle nøgler med hjem og jeg fandt den store hæklenål frem.

Med de store hæklenåle går tingene dejligt stærk, så i løbet af ingen tid fik jeg lavet min version af Brosten færdig. Den er bare så lækker og bliver dagligt brugt til mine papirer jeg har med på arbejde.

torsdag den 10. april 2014

Sangfuglen Otto

På Instagram havde jeg set et par stykker, der havde hæklet en Kay Bojesen Sangfugl. Jeg blev øjeblikkeligt forelsket i de skønne fugle og var så heldig at få fat i en opskrift.

Efter en tur i garnkassen og en aften i det gode hjørne af sofaen, fikjeg fremtryllet en hæklet version af Sangfuglen Otto, som længe har stået på min ønskeseddel. 

Er vild med den og er helt sikkert på, at der skal laves flere... måske en i dobbeltgarn?

tirsdag den 8. april 2014

En gave til J...

Synes jeg er håbløst bagud med blog indlæg pt... men jeg er nok ikke den eneste, der kan føle sådan. Missionen er dog at få indhentet det forsømte. Og jeg starter op med det samme.

I midten af marts var vi inviteret til nevøens 13 års fødselsdag. Og hvad giver man så en teenager? Penge er jo altid noget de kan bruge, men det er bare så kedeligt at komme med en kuvert med lidt penge i, så sammen med gik jeg på rov i kasserne med stof og klippede nogle cirkler.

Cirklerne blev forvandlet til en earpod pouch, som han kan hænge på sin taske. I den kom vi lidt kontanter og et skrabelod. Så var lykken gjort hos nevøen.

Det hele blev pakket ind i en fin gavepose fra Søstrene Grene, pyntet med et J i maskingtape.

søndag den 6. april 2014

Ægge automat ;-)

Det her skal I se fordi jeg selv syntes det var så skægt :)

Jeg har den sødeste kollega, og hendes mand har høns og æggeproduktion (hvis det altså hedder det - men køber du æg fra bur høns, så kan de være herfra ;) )

De har et lille gårdsalg hvor der kan købes lækre æg, de er store og billige, det er ren win win :)



I må da indrømme det er smart, så er de både på køl og alt muligt :)

Jeg er så glad for at vi får æg derfra, selvom jeg nu oftest ikke når at køre i automaten før min skønne kollega tager æg med på arbejde til mig istedet - det er da luksus :)

fredag den 4. april 2014

Kramme kanin

Lidt flere af mine små garnrester er blevet forvandlet til en lille sød Kramme Kanin fra bogen Lutter Løkker. 

En lille sød kanin i lyse pige-farver ligger nu i posen med barselsgaver.

onsdag den 2. april 2014

Victoria

For et års tid siden så jeg denne smukke trøje udenfor en butik i Sønderborg, der sælger håndlavet sager. Hvis man kan blive forelsket i en trøje, så var dette kærlighed ved første blik. Jeg spurgte senere i en gruppe på facebook om der var nogle der vidste noget om trøjen.

Modellen hedder Victoria og er fra Hanne Falkenberg. Det er desværre en "udgået" model, men der var en sød gammel dame, der havde et kit liggende, som hun gerne ville sælge til mig.

Jeg fik kittet hjem og begyndte at slå masker op til kraven. Fik strikket 4 striber og så gik jeg helt i hårknude over konstant at skulle forholde mig til opskriften samt at det går laaaangsomt på pind 3. Projektet her derfor lagt i bunden af strikkekurven i snart et år.

Nu er det igen fundet frem og jeg har fået lysten til at strikke på det igen. Jeg har besluttet mig for at det skal være mit ferie/sommer-projekt og derfor var det med på ferien i Lalandia i sidste uge. Jeg er nu blevet dus med striberne og er halvvejs med kraven. Det går langsomt men stødt og roligt fremad. Målet er at kunne lune mig i den til vinter... og nyde en lækker trøje i smukt garn, med masser af farvespil.