lørdag den 30. juni 2012

Dimittenden

Så kom dagen, hvor Janus dimiterede fra HF. Så skal man jo i det fine tøj. Det fine tøj er jo en skjorte og slips/butterfly. Af resterne af garnet til studenterhuen har jeg hæklet en butterfly der matcher huen.




En glad student i sit fineste puds.

fredag den 29. juni 2012

Et lille tip

Hvis du har en forkærlighed for hobbybøger uanset om de handler om hækling, strik, syning eller andet så læs videre.

Jeg elsker hobbybøger og har reolen fyldt af dem. Lige nu kredser min søgen efter nye bøger sig primært om min nye hobby; Strik.

Jeg har lige lånt bogen; Mere feminin strik på biblioteket og drømt om selv at eje den. Helt klart en ny bog til ønskesedlen, så hvor heldigt er det lige at Fakta har den i denne uge til 55 kr. Tror nok lige den røg i kurven og med hjem til Hobbybogs samlingen :-)



Bogen er fyldt med lækkert strik. Modellen på forsiden samt følgende modeller står allerede på min to-do-liste;



torsdag den 28. juni 2012

På farten

Krea-sager er uundværlige, så jeg har altid et eller andet med i tasken. Jeg synes dog at de fleste af mine strikkeprojekter er for store at have med rundt, derfor har jeg næsten altid gang i et lille hækleorojekt.
Lige pt ligger dette altid i tasken. Et projekt herfra.

onsdag den 27. juni 2012

Sommerhus #6 - Opskrifter

Vi har på væggen i sommerhuset hængt nogle indrammede opskrifter som jeg har købt her. Karin fik jeg et år til at lave opskriften og billedet med hyldeblomstdrik, den er blevet så flot. Karin laver mange ting på bestilling og når man alligevel er der, så er det bestemt et besøg værd også at gå over i de gamle stald bygninger, som hun har indrettet som antik butik.

De frugter, bær og blomster der skal bruges i opskrifterne har vi bestræbt os på at have i og omkring sommerhuset, så det skulle være nemt at gå til for de som lejer det. Og selvfølgelig for os selv, når vi er der :o)






På den anden side af døren, har vi sat disse opskrifter op, er der noget der hører sig til må det da være en opskrift på pandekager og en lækker Brownie :o)


Har du nogle yndlingsopskrifter, som du altid laver/bager når I holder ferie? Gode opskrifter modtages gerne, så vi kan få flere op at hænge i sommerhuset.

tirsdag den 26. juni 2012

Nyt STORT projekt

Jeg er lige gået igang med et nyt stort strikke projekt til mig selv. Endnu engang er det, det skønne Kabuto garn som glider hen over pindene.

Det er denne skønne model fra Lotte Kjærs bog Strikværk, som jeg forsøger mig med.
Jeg synes den er helt vild fantastisk.

Jeg er vild Lottes farverige udgave, men har alligevel besluttet mig for at lave en mere afdæmpet en. Jeg er begyndt på en udgave i en mørk armygrøn (farven er ikke helt rigtig gengivet på billedet), som jeg tror bliver vildt flot.

Helt ensfarvet bliver den dog ikke. Jeg skal have tilført nogle af alle disse lækre farver, men har endnu ikke helt bestemt mig for hvor meget og hvordan.

Har også besluttet mig for at lave en lidt kortere model og forsøge mig med om jeg kan lave åbningen i halsen mere ovre mod den ene skulder, så den bliver lidt skrå. Nu er jeg ihvertfald gået igang og så må jeg se, hvor jeg ender og hvordan resultatet bliver.

Forresten så vil vi lige sige hej og tak til alle jer skønne faste læsere. Er vildt benovet over, at I er over 100 som følger vores blog. Vi håber, at I bliver inspireret lige så meget, som vi inspireres af at følge nogle af alle bloggene i blogland. Vi elsker når I kommer med gode ideer, søde input og konstruktive løsninger og kommentarer til vores projekter/indlæg.

Ønsker alle en god og kreativ dag.

søndag den 24. juni 2012

Hello Kitty hue med øreklapper - DIY

Flere har spurgt efter opskriften på Hello Kitty huen med øreklapper. Jeg er er kun fuld af beklagelse og rigtig mange dårlige undskyldninger for, at den endnu ikke er kommet på bloggen, men nu skal det være slut med de dårlige undskyldninger.

Original opskriften på huen uden øreklapper, er fra hende her. Her kommer min udgave med øreklapper:
Materialer: 1 ngl hvid bomuld. Jeg har brugt Blend Bamboo til min hue. Rest bomuld i sort, gul og den farve som sløjfe og kant skal have. Hæklenål nr 3 og lidt fiberfyld.

Str 1 år
(størrelsen kan let ændres ved at lave flere omgange med udtagninger på i starten og flere omgange ned inden nakke og ørerklapper hækles på - husk at laves huen større, skal øreklapperne være bredere)
Forklaring/forkortelser
fm - fastmasker
mr - magisk ring
lm - luftmasker
st - stangmasker
m - maske
km - kædemaske
3/2 lm i begyndelsen af en omgang tæller som 1 st
(?) - angiver antallet af masker på omgangen
2til1 - en almindelig indtagning i fm eller st (afhængig af rækkens masker)
3til1 - en indtagning over 3 masker

Række 1-21 hækles rundt (altså i omgange) - hver omgang afsluttes med 1 km i øverste lm
Række 22-31 hækles i rækker (altså frem og tilbage)

1. Med hvid laver du 12 fm i en mr
2. 3 lm, 2 st i hver fm, 1 st i samme maske som luftmaskerne (24 st)
3. 3 lm, 2 st i 1 m, 1 st i 1 m  - gentag omg ud (36 st)
4. 3 lm, 2 st i 1 m, 1 st i 1 m - gentag omg ud (48 st)
5. 3 lm, 2 st i 1 m, 1 st i 1 m - gentag omg ud (60 st)
6. 3 lm, 2 st i 1 m, 1 st i 1 m - gentag omg ud (72 st)
7. 3 lm, 2 st i 1 m, 1 st i 1 m - gentag omg ud (84 st)
8. 1 fm i hver m (84 fm)
9. 3 lm, 1 st i hver fm (84 st)
10. 1 fm i hver m (84 fm)
11. 3 lm, 1 st i hver fm (84 st)
12. 1 fm i hver m (84 fm)
13. 3 lm, 1 st i hver fm (84 st)
14. 1 fm i hver m (84 fm)
15. 3 lm, 1 st i hver fm (84 st)
16. 1 fm i hver m (84 fm)
17. 3 lm, 1 st i hver fm (84 st)
18. 1 fm i hver m (84 fm)
19. 3 lm, 1 st i hver fm (84 st)
20. 1 fm i hver m (84 fm)
21. 3 lm, 1 st i hver fm (84 st) - luk med en km og bryd garnet

Nu hækles "nakken"

22. Vend huen så "samlingen" vender bagud. tæl 31 masker fra samlingen og sæt garnet til igen og hækl 1 fm i hver st hen mod samlingen og over på den anden side (62 fm) - når du har hæklet de i alt 62 fm skal din samling gerne være midt for den hæklede række af fm - vend med 2 lm
23. 1 st i hver fm (62 st) - vend med 1 lm
24. 1 fm i hver st (62 fm) - vend med 2 lm
25. 1 st i hver fm (62 st) - vend med 1 lm

Nu hækles øreklapperne - en af gangen
26. 1 fm i hver st (20 fm) - vend med 2 lm
27. 1 st i hver fm (20 st) - vend med 1 lm
28. 2til1, 1 fm i hver, 2til1 (18 fm) - vend med 2 lm
29. 1 st, 2til1, 1 st i hver fm, 2til1, 1 st (16 st) - vend med 1 lm
30. 2til1, 1 fm i hver st, 2til1 (14 fm) - vend med 2 lm
31. 1 st, 3til1, 2til1, 1 st, 1 st, 2til1, 3til1, 1 st (8 st) - bryd garnet
Nu hækles anden øreklap ved at tælle 20 masker ind på den "anden" side af nakken og gentage række 26-31 - bryd garnet

Kanten
Start midt bag og hækl fm hele vejen rundt om huen i hvid. Skift til kontrastfarven og hækl endnu en række fm hele vejen rundt - når du har hæklet en omgang i kontrastfarven laver du en omgang muslinger, således; 1 fm, spring 1 m over, 4 st i samme m, spring 1 m over, 1 fm - gentag omgangen ud - luk af med 1 km og hæft


Ører (2 stk)
1. 6 fm i mr
2. 3 lm, 2 st i hver m, 1 st i samme maske som lm- 1 km i øverste lm (12 st)
3. 3 lm, 2 st i 1 m, 1 st i 1 m - gentag omg ud (18 st)
4. 3 lm, 2 st i 1 m, 1 st, 1 st - gentag omg ud (24 st)
5. 3 lm, 1 st i hver m (24 st) - luk med 1 km og lad en lang tråd hænge til påsyning

Sløjfe
Slå 15 lm op
1. 2 st i 4 lm fra nålen, 1 st i de næste 10 lm, 6 st i den sidste lm, 1 st i de næste 10 lm (på den anden side af lm-rækken), 3 st i den første lm, 1 km i 3 lm
2. 3 lm, 1 st, 3 st i 1 m, 1 st i hver af de næste 10 m, 3 st i 1 m, 1 st i hver af de næste 4 m, 3 st i 1 m, 1 st i hver af de næste 10 m, 3 st i 1 m, 1 st i hver af de sidste m, 1 km i 3 lm - bryd garnet
Sløjfe midten laves således; 6 fm i mr - 2 fm i hver m (12 fm) - luk af med km og lad et lang stykke hænge til påsyning.



Øjne (2 sorte) og næse (1 gul)
Hækles rundt som en oval
1. 4 lm
2. 2 fm i 2 m fra nålen i den sidste lm hækles 2 fm - fortsæt rundt på den anden side - 1 fm i hver af de næste 2 m, 2 fm i sidste m. Luk m 1 km - bryd garnet og lad en lang tråd hænge til påsyning.


Bindebånd
Hækles i kontrastfarven. Jeg har lavet dem ved at hæfte garnet midt på øreklappen og lave en række lm i den længde som jeg synes snoren skal have og derefter hæklet fm i hver lm tilbage til øreklappen - bryd garnet og hæft.
Montering
Læg huen på bordet. Fyld lidt fiberfyld i ørerne og sætdem fast på huen med nåle og tjek de sidder som du vil inden du syr dem fast. Derefter syes sløjfen fast ved at ligge sløjfemidten midt på sløjfen og sy hele vejen rundt langs kanten på sløjfemidten. Sy øjne og ører fast så det ser naturligt ud og sy til sidst 2 rækker knurhår.
Rigtig god fornøjelse
og skriv endelig, hvis I har nogle tvivls spørgsmål

lørdag den 23. juni 2012

Så sprang studenten ud :o)

I går var det d. 22/6, dagen vi har ventet på længe, dagen hvor Janus blev student :o)

Jeg fik hæklet studenterhuen færdig, lavede enkelte tilretninger ifht den opskrift jeg havde fået herfra.
Skyggen har jeg lavet med andre masker, jeg lavede noget frihånd med fast masker, halv stangmasker og stang masker.
Jeg har lamineret et stykke pap, lavet en ring og brugt den til at stive huen af indeni.


Indeni har jeg lavet foer af hvidt bomuld, hæklet en ring på 4 rækker fastmasker, syet foeret på den hæklede ring og derefter hæklet/syet den hæklede ring sammen med huen.


Fondant huerne blev sat på små chokolade mini cupcakes, så de blev serveret sammen med kølig Verdi, da Janus var færdig med den sidste eksamen.


Til sidst skal I da lige have et billede af den glade student, hvis man ikke ved det, tror jeg faktisk ikke man lige ser, at huen er af den hæklede slags :o)


Vi har haft en skøn dag, ser nu frem til næste fredag hvor der er dimission, carbaret og stor afslutningsfest. Næste lørdag, hvor familie og venner kommer i sommerhuset for at fejre Janus :o)

fredag den 22. juni 2012

Den personlige gave

I dag bliver Janus (Annes kæreste) student. Janus er en god kammerat som har været en del af min mands liv siden folkeskolen og dermed en del af mit liv siden min mand og jeg begyndte at kærestes for 13 år siden. Jeg er vildt imponeret over ham og den bedrift han har gjort, så derfor har jeg besluttet at overraske ham med at stå klar med lykønskning, kram og en lille personlig gave i dag, når han kommer ud og skal have huen på.

Det har været lidt svært at finde ud af, hvad han skal have i dag, da han skal have en lidt større gave, når vi skal til Studenterfest om en uges tid, men jeg synes ikke, at jeg kan komme tomhændet i dag.  Den personlige gave indeholder:
En bunke små hæklede studenterhuer efter min DIY. Så er lidt af bordpynten da klar til den store fest.

Og så blev det til en "Studenter Baileys". Jeg ved, at Janus er rigtig glad for kaffe og Baileys. Så nu har han Baileys til aftenkaffen den næste stykke tid. Men jeg skulle jo have pakket den ind. Indpakningen blev denne lille Student hæklet, så den passer perfekt på flasken.

Et lille sjovt indslag herfra til Studenten. Er spændt på, hvad han siger til det.


torsdag den 21. juni 2012

Fondant

Lige om lidt bliver Janus student, så jeg har fuld gang i forberedelserne. Jeg har blandt andet lavet små studenter huer i fondant til pynt på cupcakes.



Jeg blev nu noget overrasket over hvor tålmodg man skal være, men er da blevet helt tilfreds, når nu det er første gang jeg forsøger mig med det fondant :o)

Opskriften på fondant har jeg fundet her.

onsdag den 20. juni 2012

Klar? Parat? Go!

Så skyder vi langt om længe den Give away igang, som vi har lovet et stykke tid. Vi har nu rundet 200 indlæg og vi nærmer os de 100 faste læsere. Det er jo helt vildt! Vi er super glade for alle Jer faste læsere og Jeres søde og konstruktive kommentarer til alle de ting vi går og pusler med.

I samarbejde med Lotte Kjær udlodder vi et strikke kit til en heldig vinder. Strikke kittet er på et Rasta tørklæde som strikkes i det lækreste og mest vanedannende garn; Kabuto. Kabuto er fra Noro og er en blanding af 50% uld, 25% silke, 10% kashmir og 10% alpaka. Rasta strikkes udelukkende i retmasker, så også nybegyndere kan være med.


Vi lukker for deltagelse søndag d. 15. juli kl. 20.00 og offentliggør den heldige vinder mandag d. 16. juli.

Regler for deltagelse er:

1 lod - skriv en kommentar til dette indlæg
1 lod - være/blive fast læser
1 lod - linke/lave indlæg på egen blog om denne Give away

Altså kan man få helt op til 3 lodder. Husk at skrive Jeres email adresse, hvis I ikke har en blog og skriv antallet af lodder og hvad I har lodder for.

God fornøjelse.
Vi håber at rigtig mange af Jer gerne vil deltage.
 
PS: Pas på... Kabuto kan være meget vanedannende ;-)

tirsdag den 19. juni 2012

Lette farver

Jeg har en svaghed for garn der skifter farve. Der er noget magisk over sådan noget garn. Så med det samme jeg var færdig med at strikke det seneste projekt for Lotte, drømte jeg om at lave endnu et eksemplar bare i farveskifte garn.

Så nu er jeg gået igang. Jeg strikker med lækkert og let farveskiftende garn der hedder Flower Bed. Det er en blanding af silke, kid mohair og uld. Det er vildt lækkert.

Det endelige resultat bliver let og fyldt med farver. Tror det bliver smukt.

søndag den 17. juni 2012

En skandale...

Da vi i dag kom ud til mine svigerforældre for at hente børnene, som har været der siden i går, mødte vi en meget ulykkelig søn. Der var sket en skandale.
Da han tidligere på dagen skulle tage sine sko på og med svigermor til købmanden, skete der en ulykke. Remmen sprang. Svigermor fortalte at han var meget ulykkelig. Drengens verden faldt i grus. Selv da han skulle vise mig skoen var han grædefærdig.
Heldigvis var bruddet sådan, at jeg godt kunne rede den. Så frem med symaskinen og vupti nu kan de bruges lidt igen... Men må vist hellere på jagt efter nogle nye.



fredag den 15. juni 2012

Argh... Er gået i stå/sidder fast

Er i gang med denne fine vest på små pinde. Jeg har fået strikket bærestykket, men er nu gået i stå. Synes ikke rigtig det med at strikke bullen på fungerer for mig.

Nogle der har lavet samme projekt som kan komme med nogle fif?



psst... der kommer meget snart en lækker Give away... så hold Jer opdateret derude bag skærmene.

tirsdag den 12. juni 2012

Så er den lige ved at være der...

Nu er det snart dagen, hvor Janus bliver student, så det er vist på tide at jeg bliver færdig med huen.
Jeg mangler kun skyggen, stormremmen og foret. Hvordan jeg bedst muligt får syet først i ved jeg ikke, men det finder Rikke og jeg sikkert ud af sammen.

mandag den 11. juni 2012

DIY - mini studenterhuer

Here goes... en DIY på min udgave af hæklede mini studenterhuer.
Du skal bruge:
Rest almindelige bomuldsgarn:
hvid, sort og den farve som passer til studenten (oftest blå eller rød)
Hæklenål 2,5 mm
Masker:
FM - fast masker
STM - stangmasker
KM - kædemasker
MR - magisk ring
Tallet i parantes angiver antallet af masker på omgangen
Huerne hækles i spiral
Start med hvid
1: 6 FM i MR
2: 2 FM i hver M omgang rundt (12)
3: *1 FM, 2 FM i næste M* - gentag omgangen rundt (18)
4: *1 FM, 2 FM i næste M, 1 FM* - gentag omgange
n rundt - slut omgangen med en KM (24)
Nu skal der hækles nedad
5: 1 FM i hver - hækles i bagerste maskeled (24)
6: 1 FM i hver - hækles i begge maskeled (24)
Skift farve til "studentens farve" - farve skiftes laves med en KM
7: 1 FM i hver - afslut med KM (24)
Skift farve til sort - farveskiftes laves ved at lave en KM i bagerste maskeled
8: 9 KM, 2 FM, 2 STM i næste maske, 2 STM i næste maske, 2 FM, 9 KM - alle masker på denne omgang hækles i bagerste maskeled. Luk omgangen af med en KM og bryd garnet.
Hæft ender eller slå knuder og klip ender. Alternativt kan man med rødt garn lave en franskknude i det hvide stykke midt for skyggen. Så får den røde "prik", som der er på rigtige studenterhuer.
God fornøjelse med hæklerierne og skriv endelig, hvis I er i tvivl om noget i opskriften

søndag den 10. juni 2012

Skørt? Ja, men det virker.

Jeg begynder efterhånden at være ret dus med de der strikkepinde og nyder de forskellige kreative udfordringer strikken giver mig.

Jeg er pt igang med forskellige strikkeprojekter, som er vidt forskellige men ens for dem alle er, at jeg synes det er meget omstændigt at lukke masker af. Derfor sad jeg i dag i min frustration og bandede lidt over, at strikke pinde ik
ke har en krog ligesom hæklenåle. Så var det jeg fik ideen til at skifte den ene strikkepind ud med en hæklenål når der skal lukkes masker af. Det lyder skørt, men det virker! Det letter arbejdet med at lukke af betydeligt og så går det meget hurtigere.
Synes du også at aflukning er omstændigt? Og hvad gør du for at få det til at glide lidt nemmere?





lørdag den 9. juni 2012

At bedrive ventetid

Hele min lørdag bruges i dag på at være i karateklubben fordi jeg skal til graduering. Ventetiden før og efter bedriver jeg med en lille masse produktion af mini huer

fredag den 8. juni 2012

Cirkus

I morgen skal jeg til graduering. Jeg har trænet og trænet og føler mig ok sikker, men ved også at nervøsitet ikke altid er min bedste ven. Jeg håber, at jeg klarer skærene og stiger i graderne og får et nyt bælte.

Går det hele efter planen så bliver den efterfølgende fest lige en tand bedre. Traditionen tro så har vores klubfest altid et tema og kræver udklædning. Denne gang er temaet CIRKUS og jeg skal være cirkusprinsesse/linedanser. Det kræver helt klart lækre farver og tyl...

torsdag den 7. juni 2012

En hjælpende hånd

Jeg har lovet at give Anne en hjælpende hånd med til at hækle små studenter huer til den fest der skal holdes når Annes kæreste bliver student.
Jeg har forsøgt mig med Fået og sjovs DIY men jeg kan ikke rigtig få den som jeg vil have den, så jeg har forsøgt mig med at lave min egen opskrift... Og den blev mere efter mit hoved.
Den store på billedet er efter Flet og Sjovs DIY og den lille er min. Jeg deler gerne en DIY hvis det har interesse?

tirsdag den 5. juni 2012

Nu skal det være...

Er efterhånden blevet rimelig dus med at strikke, så nu vil jeg forsøge mig med et projekt på nogle tynde pinde. Indtil videre har jeg primært strikket på pind 7 eller derover.
Mit første projekt på de små pinde (pind 3) bliver denne skønne vest. Jeg er så småt begyndt og det går fint men knap så hurtigt som jeg er vant til.

mandag den 4. juni 2012

Gæt et projekt/en temafest

På lørdag er det endnu en gang tid til graduering og traditionen tro, så er der klubfest bagefter og altid med et tema som man skal komme udklædt efter.

Jeg har godt gang i min udklædning. Kan du gætte temaet og hvad jeg skal være?

Dette er faktisk vores indlæg nr 200. Vildt! Mon ikke vi snart skal have en give away igen?



søndag den 3. juni 2012

Mmhh... Overvejer...

Overvejer om jeg skal igang med at bage cupcakes til kaffen. Har lige fundet disse fantastiske forme i den lokale Netto til 10 kr.

De er så fine at jeg er nødt til at finde en helt særlig lækker opskrift.

fredag den 1. juni 2012

En lækker udfordring

Jeg er igang med endnu en strikkeopgave for Lotte Kjær. Denne gang i det lækreste og blødeste Lama uld og en spændene og udfordrende opskrift.
Jeg tror det bliver et smukt og lækkert resultat.