lørdag den 6. oktober 2012

Opfriskning/renovering

I dag har vi fået lagt "sidste" hånd på vores renoveringsprojekt. Der er egentlig ikke blevet renoveret så meget, det er nærmere bare en opfriskning. Vores hus er nemlig til salg og har været det et stykke tid. Nu har vi taget beslutningen om at skifte ejendomsmægler i håb om, at det kan hjælpe. I samråd med vores nye ejendomsmægler har vi besluttet at gøre noget ved vores entre, som har de gamle "cigarkasse"-paneler på loft og vægge.
 
Jeg har desværre glemt at tage før billeder, men her kommer lidt billeder af vores opfriskede entre;
 
 Vi har svunget penslen og malet loft og vægge hvide, samt hoveddøren. Hoveddøren fik også lige en omgang grøn tavlelak... Det skal dog hærde et par dage mere før jeg må skrive på det.
 
 Vi har skiftet det gamle gulvtæppe ud med vinylgulv med fliselook. Det nye gulv er mere praktisk end gulvtæppet, ikke mindst fordi vi også har vores "vaskerum" i entreen.
 
 Børnene har fået deres egen plads til sko, jakker og øvrigt udetøj.
 
 På væggen mellem kontoret og badeværelset har vi 9 skoskabe fra Ikea. Før havde vi kun de 6 hvide på denne væg og de 3 sorte på den modsatte side, men nu hvor de er kommet på samme væg, besluttede vi os for at bryde de gængse rammer og sætte de sorte diagonalt istedet for lodret i midten, som vi ellers havde overvejet.
 
I Tiger fandt jeg 3 af disse fine farverige knagerækker til 30 kr. stykket. De er super fine og giver lige lidt spræl til alt det hvide.
 
Det er utroligt, hvor meget en omgang hvis maling kan gøre. Nu håber vi så bare, at der snart er nogle der bider på og har lyst til at overtage vores lille charmerende hus, så vi kan få noget mere plads til vores 2 guldklumper.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar