lørdag den 14. april 2012

Jeg må hellere tage mig sammen...

... ja, hvis jeg skal blive færdig til tiden (18. april), så må jeg vist hellere komme i omdrejninger. Der mangler ikke ret meget. Jeg skal bare lige have syet håret på og så er hun faktisk færdig.


Hun har fået øjne og mund og jeg er pågyndt at give hende hår, men gik helt i stå med at sy det på, da jeg ikke kunne finde min krumnål og den nål søde Anne kom med til mig, var lige stor nok til det.


Jeg har fået indkøbt mig en mindre krumnål, så nu er der vist ikke flere undskyldninger for ikke at få det gjort... i dag! At få tiden til at få det gjort er heller ikke noget problem, da jeg i går virkelig havde en fredag d. 13. Havde et lille uheld med mit ene ben, da jeg var ude og lave karate, så nu er jeg sofa siddende/liggende med et ben med støttebind og krykker er en nødvendig støtte, når ekspeditionen går fra sofaen til toilettet. Godt det er weekend og at manden kan hjælpe/varte mig op.


fredag den 13. april 2012

Sommerhuset vol. 1 :o)

Ja, mig har der ikke været meget lyd fra her på det sidste, vi har været i sommerhuset hele påsken og lavet mange praktiske ting. Det har været en fantastisk påske, dejligt at få nogle af alle projekterne udført :)
Og når det så ellers har været ledsaget af fødselsdagsfejring af min dejlige kæreste, besøg fra USA, besøg og uundværlig hjælp af gode venner (Rikke og Peder) og deres dejlige unger og ellers bare masser af hygge med både svigerfamilien og min egen, ja så bliver det ikke meget bedre :o)
I skal nok komme til at se billeder af det hele, der skete en del, så der kommer nogle indlæg her det næste stykke tid... Håber I bærer over med mig :)
I dag vil jeg vise et par billeder af kagen Janus valgte, der skulle serveres på hans fødselsdag.

Valget faldt på en Hummingbird cake.
Den minder meget om en gulerodskage, bare med valnødder, ananas og banan i stedet. Den var virkelig lækker, dejlig svampet og luftig.
Opskriften er fra 'the hummingbird bakery' kagebog og kan klart anbefales.
Jeg ejer desværre ikke selv kagebogen, så hvis nogen af jer ser den eller ved hvor jeg kan købe den, må I meget gerne sige til :)

torsdag den 12. april 2012

Ind imellem alle projekterne i påsken hæklede jeg denne vest til Ronja. Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig for, hvilke knapper der skulle i, men endte op med følgende;


Er blevet vildt tilfreds med de fine sommerfugleknapper. De giver lige det sidste til vesten. Ubeslutsomme mig har nu en gul og lilla sommerfugleknap i overskud. De kommer nu ikke til at ligge i skuffen særligt længe, da jeg har lovet vores niece at lave en vest magentil til hende, og hun er tilfældigvis meget glad for lilla :-)

Har prøvet at tage lidt billeder af Ronja med vesten på. Kan dog konstatere, at en pige på knap 1 år ikke er den nemmeste model. Hun hverken står stille eller kigger på en, når man gerne vil have hende til det.





Vesten klæder hende nu meget godt.


onsdag den 11. april 2012

Malerier til bedsterne

Pelle havde aftalt med farmor, at næste gang han skal passes ude ved mormor, så skal han prøve om hun vil male et billede sammen med ham til hende (altså til sin farmor). Min mor er en fantastisk dygtig autodidakt maler. Hun går og drømmer om, at gøre noget mere ved det, men indtil videre er det kun på hobby basis, hvilket er til stor glæde for os andre, som af og til får nye malerier til at pryde væggene.

I ferien var vi ude og handle lidt og købte ind til, at Pelle kunne male billeder både til farmor og mormor uden nogle af dem vidste noget om det. Vi havde taget alle sagerne med, da vi var i sommerhus med Anne og Janus. Så havde han noget at give sig til og lidt ekstra hjælp, hvis han fik brug for det (malerier er nemlig ikke lige min stærke side). (Advarsel; billedespam)


Godt igang med lidt assistence fra mor. Jeg har det lidt svært med, når alle farverne blandes sammen og bare bliver en grå/brun masse, så jeg prøvede at guide ham lidt undervejs, men holdte mine fingre langt væk fra selve malerierne. Det var trods alt Pelles projekt.


Når man er 4 år og en rigtig aktiv dreng fyldt med spilopper, så er det svært at koncentrere sig i lang tid, så malerierne blev lavet af flere omgange. Her får han lidt assistance af Anne.


Dyb koncentration.


Der både males og dubbes med maling.


Det endelige resultat. Her billedet til mormor, som selvfølgelig blev rigtig stolt og lovede at male med ham næste gang han kommer på ferie.


Billedet til farmor, som også blev rigtig stolt og overrasket over, at han allerede havde lavet et maleri til hende.

Er selvfølgelig en stolt mor, som synes at Pelle har lavet nogle rigtig fine malerier til sine bedstemødre. Det var super hyggeligt, så det skal vi helt sikkert gøre igen.



tirsdag den 10. april 2012

På den igen

Så er ferien slut for denne gang, men sikke en herlig og kreativ ferie. Jeg har nået så meget, at jeg ikke kan vise det hele på en gang, så de næste par dage kommer der lige lidt indlæg med noget af alt det, som jeg/vi har lavet i ferien.

I ferien fik vi (Anne og jeg) post fra disse to skønne kvinder, som har deltaget i vores lille pakkeleg.


Af Mona Elisabeth fik vi denne pakke.


Pakken indeholdte fine sager. Tusind tak for pakken og for, at du havde lyst til at lege med.


Af May Anne fik vi denne pakke, som indeholdte følgende;


Pakken var fyldt med lækkerier. Figenstænger som ungerne hurtigt fik indtaget og fine kreasager til Anne og jeg. Tak for tingene og for at du havde lyst til at lege med.

Endnu engang var det en dejlig overraskende og inspirende ting at deltage i en pakkeleg. Håber at være heldig igen en anden gang. Elsker disse små overraskelser.


mandag den 9. april 2012

Av min arm!

Det har været et fantastisk projekt, men vildt hårdt for mine arme... og nok især fordi jeg har haft for få pauser under processen pga min iver for at se det endelige resultat. Det har været hele umagen værd og jeg er vildt tilfreds med resultatet, som er bedre end jeg havde forestillet mig.

Siden jeg så dette tæppe for første gang, har jeg drømt om mit eget zpaghetti tæppe. Jeg har bare ikke helt kunne finde ud af, hvordan det skulle se ud, fordi jeg har det lidt svært med de, der overgange, når der skiftes farve. Perfektionisten i mig vil have, at de skal være helt usynlige. Så med spiralteknikken fik jeg løst mit lille "problem".


Her er resultatet af mange timers hækling og 5 nøgler zpaghetti. Var nødt til at stoppe med spiralerne, da jeg løb tør for den ene farve. Besluttede mig for at lave kanten så bred, som jeg kunne af den sidste nøgle.


Hele herligheden har en diameter på 115 cm. Den kunne godt være større, havde måske drømt om, at den fyldte hele "hullet" i sofaen ud, men nu rakte det jo ligesom ikke længere. Er alligevel meget tilfreds.


Næste projekt er så at overbevise manden om, at vi er nødt til at have os et nyt sofabord, så tæppet rigtigt kan komme til sin ret. Det bliver et noget større projekt end at lave et zpaghetti-tæppe.

Jeg har skrevet ned undervejs, hvis der er nogle der er interesseret i en opskrift/DIY.


søndag den 8. april 2012

Zpaghetti update #2

Det skrider frem af med tæppet, men av min arm siger jeg bare... det er da vildt hårdt. Jeg har sat mig for at den skal nå at blive færdig her i påsken, så jeg kæmper videre.


Tæppet er nu blevet så stort og uhandigt, at jeg er nødt til at sidde på gulvet med det og hækle i en lidt akavet stilling.


Spiralerne bliver virkelig fine og jeg er helt vildt med farverne og hvordan de ser ud sammen.


Jeg er kommet så langt, at jeg er sluppet op for den ene af farverne, så derfor bliver mine spiraler ikke større, så nu er det bare kanten. Jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvordan den skal være. Skal den være smal eller bred, lige eller buet? Ja mulighederne er mange, men jeg finder nok ud af det efterhånden som jeg kommer igang med den.