lørdag den 7. april 2012

Status pt.

Nyder påskeferien... masser af hygge med familien (både min egen og svigerfamilien) og ikke mindst tid til at arbejde på nogle af alle mine igangværende projekter.

Det mest preserende projekt pt. er vist mit dukkeprojekt, men nu begynder det endelig at ligne noget;


Jeg har fået klippet, fyldt ud og syet sammen, så nu ligner hun et skønt lille dukkebarn


Der mangler dog stadig øjne, mund, hår og ikke mindst tøj. Jeg er fortrøstningsfuld og regner med at jeg nok skal nå det inden Ronjas fødselsdag om ikke andet så tror jeg, at jeg har lidt dukketøj i gemmerne jeg kan bruge indtil jeg selv får tid til at sy lidt.



fredag den 6. april 2012

Zpaghetti-update #1

Jeg er kommet rigtig godt igang med zpaghetti-tæppet.


Det er hårdt arbejde, men helt klart umagen værd.


Pelle er helt vild med det. Da jeg sad og hæklede kom han hen til mig og kiggede meget alvorligt på mig. "Mor jeg vil gerne have den på mit værelse, for den er bare så flot!" Der blev mor her rigtig glad. Tror nu, at den kommer under sofabordet som planlagt, men det er selvfølgelig altid rart, at have en plan B, hvis jeg nu ikke vil have den der alligevel.



torsdag den 5. april 2012

Indkøb

I går var vi ude og handle lidt ind. Skulle egentlig bare have nogle små ting, men det endte vist med lidt mere end beregnet ;-)


Vi var egentlig taget ind til byen for at kæbe sandaler til Ronja. Nu kan hun nemlig gå helt selv, så med udsigt til konfirmation og sommer, så måtte jeg se om jeg ikke kun finde nogle fine pige sandaler og så gerne på tilbud. Jeg fandt disse fine og neutrale sølvsandaler fra ecco, som passer super til hendes lille fod.


Jeg skulle også lige ind i den lokale håndarbejdsbutik. Jeg manglede nemlig sytråd i hudfarve til mit dukkeprojelkt og så skulle jeg også have et par knapper til denne vest. Kunne ikke bestemme, da jeg stod i butikken, så endte med at købe 4 forskellige farver... men det er egentlig ikke nemmere at bestemme mig herhjemme... hvilke 2 sommerfugle synes du skal i vesten?

Det der med at gå ind bare for at købe et par små ting er ikke så nemt... jeg endte også med at få en broderiramme i posen og undertrådsholder, som jeg længe har sukket efter.


Da jeg ´"tilfældigvis" kom forbi garnbutikken, kiggede disse garnnøgler efter mig, så det endte også med at komme med hjem til fremtidige projekter, som skal have et touch af neon.


I Søstrene Grene spurgte knægten efter om vi skulle købe lærreder og maling for han vil så gerne male et billede til Farmor og en til Mormor. Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for, så der blev købt lidt forskellige materialer med hjem...


Han valgte selv disse fine farver maling. Nu har vi lidt til at starte ud med. Er spændt på, hvordan hans billeder bliver, når han kommer igang. Han er virkelig hooked på det.


onsdag den 4. april 2012

Ind imellem alt det andet...

... har jeg haft gang i endnu et lille projekt.


Jeg har hæklet den fineste vest i sort garn med sølv glimmer. Jeg har længe haft lyst til at hækle denne vest til Ronja og nu fik jeg så endelig taget mig sammen. Det er et dejligt overkommeligt og hurtigt projekt, som nærmest selv glider af hæklenålen.


Synes det er så fint med det runde bærestykke og den mønstrede underdel. Nu mangler jeg kun et par knapper. I følge opskriften, så hækles der 2 knapper af garnet, men jeg går og overvejer noget med noget neon... må nok hellere en tur ind til byen og finde et par fine knapper,  så den kan blive helt færdig og hun kan blive fin til påskefrokosterne.


tirsdag den 3. april 2012

Ferie tid = krea tid

Nyder påskeferien sammen med min dejlige familie og så nyder jeg at have nogle dage med masser af tid til at få lavet nogle af alle de kreaprojekter, som trænger så på inde i mit hoved.


Jeg er kommet godt igang med mit zpaghetti tæppe ... indtil videre ser det lovende ud. Er så spændt på det endelige resultat, at jeg næsten ikke kan slippe det, men da det er hårdt at hækle i zpaghetti, så er jeg nødt til at lægge det fra mig engang imellem.


Jeg er endelig kommet igang med min helt egen Tusindfryd-dukke, som jeg gerne skulle blive færdig med til Ronjas 1 års fødselsdag. Jeg går lidt til og fra dette projekt, da det er sværere end jeg havde forventet og jeg kan mærke mit temperament har det med at løbe lidt af med mig, når det ikke lige går efter mit hoved. Lige nu er jeg fortrøstningsfuld og tror på et godt resultat, men der er lang vej endnu.


Og så er der jo mit helt nye strikkeprojekt. Det er jeg også begyndt på. Jeg har for første gang i mit liv prøvet at lave retstrik og takket være min svigermor har jeg brudt endnu en strikkekode :-)

Et gammelt ordsprog lyder; Godt begyndt er halvt fuldendt. Mon jeg får fuldendt nogle af disse projekter inden påskeferien er slut?




mandag den 2. april 2012

Øver og tester

Efter at have set dette indlæg, er jeg gået igang med at øve mig på at hækle spiraler. Jeg synes nemlig det er så fint.


Den første test er blevet forvandlet til en lille grydelap til børnenes legekøkken.


Jeg er igang med at lave endnu en test. Jeg tester lige præcis denne farvesammensætning, da jeg har 5 nøgler zpaghetti i disse farver, som jeg længe har haft planer om at forvandle til et tæppe, der skal ligge under sofabordet. Planen er at lave kanten på tæppet grå. Denne gang laver jeg lidt flere udtagninger end, der står i opskriften, for ellers synes jeg det har en tendens til at bue.

Tror det kunne blive så flot med zpaghetti-spiraler.



søndag den 1. april 2012

Masse produktion

Jeg har haft gang i filt, spænder og nål. Jeg har nemlig været igang med at lave små blomsterspænder til Ronja og hendes veninder i mødregruppen.


Det blev vist til en masseproduktion af blomster i skønne farver. Nu skal de små piger nok blive fine. Jeg har lavet spænderne efter denne  DIY.