tirsdag den 30. september 2014

Rainbow loom

Nogle gang er jeg vist lidt bagefter, hvad angår nye kreative syslerier. Det er måske meget godt, for når jeg først får begyndt på noget, så er det svært for mig at stoppe.

På mit arbejde er der pt rigtig meget gang i smykkeproduktionen ef rainbow looms. Jeg har kigget på det flere gange, men ikke rigtig afprøvet det, men det fik jeg lavet om på en aften, hvor jeg fik lavet dette armbånd til Ronja... og ja så var jeg vist hooked.

Dagen efter måtte jeg købe mig en startpakke med blandede elastikker og "væv" til at lave dem. Hjem og sortere (man er vel lettere autistisk) og lave armbånd sammen med Pelle, som også hurtigt blev hooked,

Pelles første armbånd, som han har lavet helt selv,

Det er sjovt at arbejde med elastikkerne og på pinterest og youtube er der mange fine vejledninger til lette og avancerede elastik projekter. Og så er det skønt med noget, hvor børnene kan være med.

søndag den 28. september 2014

Fuglefløjt

I min tråd og garn pakke fra Carina, var der det fineste broderi med en fugl på. Broderiet var med til at give med et kærligt skub bag i og fik mig til at finde stof og saks frem, så jeg kunne klippe til en efterårskjole til Ronja, som længe har været i mine tanker.

Kjolen er syet efter et simpelt raglan mønster fra Stof og stil, med lidt justeringer i halsen. Den er syet i det lækreste quiltede stof, der er grå på den ene side og mint på den anden. Ærmerne er et skønt mint farvet stof med huse. Fuglebroderiet passerede perfekt i størrelsen til at blive en lomme på kjolen.

Jeg har lavet kantbånd af ærmestoffet og syet i halskanten.

Den søde fugle passede perfekt i størrelsen til en lomme og ikke mindst i farven til det quiltede stof. Inden jeg klippede til og syede broderiet på kjolen, strøg jeg vlies på bagsiden, så de små fingre ikke kan gribe fast i små tråde og ødelægge broderiet.

Kanten er langt op med en af pyntestikninger på min symaskine. Det giver næsten et coverstitch look.

Kjolen passer perfekt og Ronja er vild med den lille lomme. 

Endnu engang tak for det fine broderi til Carina. Det er næsten som om det er skæbnen, der ikke ville have mig til at gå igang med kjolen før nu.

fredag den 26. september 2014

Abeskøn

Jeg har længe beundret de mange fine hæklede wannabe Kay Bojesen aber, jeg har set både på IG og i blogland, men har ikke rigtig fået taget mig sammen til selv at lave en.

Opskriften har jeg printet ud for efterhånden længe siden. Jeg har fundet den hos Lærke. Opskriften er ikke længere tilgængelig. Læs hvorfor her på hendes blog. Selvom opskriften ikke længere er tilgængelig, så vil jeg gerne vise den fine lille fyr.


Jeg er vild med aben og ønsker mig en af de originale. Måske jeg kunne være heldig at få en i gave af min mor. Hun gav mig nemlig en original sangfugl, da jeg viste hende den hæklede version.

Er der nogle, der efterspørger opskriften på den hæklede abe, så henviser jeg til Lærkes indlæg og må desværre skuffe Jer med, at jeg ikke må dele opskriften, men er du lettere øvet i at hækle, så synes jeg, at du skal give dig i kast med at lave din helt egen version.

onsdag den 24. september 2014

Tråd og garn september #2

Det er så skønt, når dem der skal lave tråd og garn gaver til mig, rammer noget af det, der står på min to-do liste. Det er jo dobbelt op på win-win kontoen. For samtidig med, at det altid er skønt med en personlig gave, så er det jo fantastisk at kunne strege ting fra to-do listen.

Jeg har længe haft planer om at lave nye bordskånere her hjem til, men er ikke rigtig kommet igang med det. Det slipper jeg for nu, for @susanneduerysgaard har hæklet de fineste bordskånere til mig i yndlingsfarven blå. Derudover var der et par rigtig fine armbånd med, som ungerne er meget begejstrede for. Det var lige før jeg ikke måtte låne dem til foto.

Tak for den fine tråd og garn pakke. 

søndag den 21. september 2014

Fødselsdagshjælp

For et par uger siden havde vores niece fødselsdag. Vi havde arrangeret en lille hyggelig weekend med overnatning, så mændene kunne lufte golfkøllerne og jeg havde lovet at agere fødselsdagshjælp.

Jeg havde lovet at hjælpe med at bage en lækker fødselsdagskage og pynte den med udgangspunkt i et billede som niecen havde fundet.

Det blev lavet fondant og udstukket blomster og hjerter sammen med niecen og Pelle.

Kanten rundt om kagen blev pyntet med lilla royal icing.

Kagen er bagt efter denne opskrift og skåret op, hvorefter der er kommet et par lag med jordbær-lime mousse. Rigtig lækker og frisk kage.

På selve dagen, hvor der kom fødselsdagsgæster, forsøgte vi os med at lave en snoet fletning i niecens lange hår.
Servietterne blev foldet til små fine kaniner. Vejledning fandt jeg på pinterest ved at søge på napkin folding. En generel anbefaling er dog, at skal man folde servietter, så skal det være de store middagsservietter, for ellers bliver resultatet meget småt og det kan være svært at folde servietterne så de holder faconen selv.

fredag den 19. september 2014

Tråd og garn september #1

Det kræver efterhånden sin kvinde at blive ved med at finde på nye ting at tilføje broderede initialer til tråd og garn gaverne og ikke mindst at udvælge det helt rigtige alfabet-tema, så det passer til modtageren.

Denne måned blev det notesbøger fra Søstrene Grene, der blev udsat for lidt broderier. Jeg har broderet initialerne med almindelig bomuldsgarn på noget hulpap jeg fandt i mine gemmere. De broderede værker er blevet klippet til og efterfølgende i ægte Shane Brox stil limet på limpistolen.

@anitavolkmann fik en notesbog med sit helt egen våbenskjolds initial i friske farver, som jeg flere gange har set hun har brugt i sine egne kreative ting.

@billersen aka Katja fik en klovn med hendes initial. Det var rigtig svært at vælge et alfabet til hende, da jeg ikke ønsker at "genbruge" alfabeterne som jeg allerede har brugt. Derfor hæftede jeg mig ved hendes egen beskrivelse af sig selv som et; "skørt, sjovt og underholdende væsen".

onsdag den 17. september 2014

Leo lækker

Kender I det med, at man bare lige skal ind og hente fx et snitmønster i Stof og stil og selvom man prøver at tage skyklapper på og går direkte hen til hylden med mønstre, finder det rette mønster og størrelse, vender sig om og går hen imod kassen for at betale og så sker der noget... ens øjne flakker rundt og man bliver draget af et eller andet og vupti... inden man har set sig om, så er der sørme hoppet et par meter stof og andre skønne sager ned i ens kurv, selvom man ikke skulle have andet end et snitmønster.

Det skete for mig sidste gang jeg bare lige skulle hente et mønster. Ned i min kurv hoppede det skønneste jersey med biler og skyline og en lækker leo isoli i min kurv.

Jeg nåede knap nok hjem inden jeg skulle afrpøve mit nye mønster på en kjole med raglan ærmer. Planen var at jeg ville have haft lange ærmer, men da jeg ikke havde købt nok leo stof, så blev den første kjole syet med korte ærmer. Men så passer den jo også fint til sensommeren, hvor det stadig kan være for varmt med lange ærmer og til vinter kan jeg jo bare tage en trøje under.

Jeg har tilført en mint/isblå pipping ved raglan sømmen, både foran og bagpå.

Kjolen har en fin længe og sidder godt. En skøn hverdagskjole.

Den næste skal have lange ærmer og så tror jeg at jeg vil lege lidt med halsudskæringen og måske lave lidt rynk ved raglanen.

mandag den 15. september 2014

Tråd og garn juni #3

En af mine tråd og garn gaver fra juni har været længe undervejs, men det gør ikke noget, for den har været værd at vente på. Det virkelige liv lader ikke vente på sig, hvorimod en sjov lille blog/IG leg som tråd og garn er noget, der godt kan vente, når tiden, lysten og overskuddet er der.

Jeg har modtaget den fineste pakke af Pernille med masser af skønne prikker. Jeg elsker prikker i alle størrelser og farver og sender sjældent noget ud af huset uden prikker på, så det er skønt med nogle flere farver og størrelser at vælge imellem. Derudover har hun hæklet den fineste sovemaske i sort og turkis og den anden side som ikke ses er gul, hvilket er en af de farver jeg altid er blevet draget af, men desværre ikke har så meget af, da den hurtigt kan blive for larmende i både påklædning eller indretning. 

Tak til Pernille for den skønne gave med fine ting til masser af kreative stunder.

lørdag den 13. september 2014

Surferboy

Lige for tiden er jeg i en fase, hvor jeg bruger rigtig meget tid på diverse kreative sysler. Når hovedet er fyldt med tanker, der er svære at få sast på plads, så er det fantastisk befriende at fordybe sig i de kreative sysler. 

Endnu engang har symaskinen været fremme. Denne gang blev det endnu en trøje til Pelle i en lækker jersey med windsurfere, tilført stjerner og neonkanter.

Halsen har fået neongul rib samt en neongul stikning.

Ærmerne er også tilført en lille neongul rib og stikning.

Pelle er vild med trøjen, som passer ham perfekt. Når han har trøjen på har jeg allermest lyst til at køre ud til vandet og windsurfe hele dagen... heldigvis er sæsonen ikke ovre endnu :-)

torsdag den 11. september 2014

Kreatræfsyd

Vi deltager begge to i kreatræfsyd og ser frem til en dag fyldt med kreative sysler sammen med dygtige, inspirerende og kreative kvinder.

Der er få pladser tilbage, så har du ikke andre planer den 11. oktober så skynd dig at skrive til Lise og meld dig under de kreative faner.

onsdag den 10. september 2014

Prinsessen

Er der noget bedre end at strege et færdigt projekt fra to-do listen og samtidig udelukkende at have brugt materialer fra "lageret"?

Jeg har længe villet sy en rigtig prinsessekjole til Ronja. Så da jeg den anden dag havde godt gang i maskinerne, fandt jeg mønstret frem og gik på jagt i mit lille lager.

Kjolen er syet af en rest jaquard vævet stof, jeg tidligere har syet gardiner af. Derudover fandt jeg noget chiffon med blomster på. Til sidst fandt jeg noget af det lækre grosgrain bånd jeg har købt i Søstrene Grenes og brugte det til kanter på volanterne og til at illustrere et snørreliv.

Kjolens kant er lagt op med en pyntesyning... Overvejer at jeg en anden gang godt kunne sy sådan en stikning i en konstrast farve, men dette blev en lille diskret detalje.

Kjolen er hel lang til hende, så der er lidt at vokse i.

En prinsesse med fart på, som var svær at fange et roligt billede af.

mandag den 8. september 2014

Lucky me

Alle mine strikkeprojekter, som jeg laver for Lotte. Er projekter jeg laver, fordi jeg synes det er sjovt og lærerigt... og ikke mindst fordi jeg nyder at have gang i nogle projekter "hele" tiden.

En gang imellem er jeg så heldig, at jeg får lov til at beholde et projekt selv, når Lotte er færdig med det. Den anden dag fik jeg et lækkert nyt strikkesæt og en blød og varm poncho med hjem. Så nu kan jeg holde varmen til vinter og strikke masser af nye designs. (beklager det dårlige billede af mig, men jeg hader at blive fotograferet)

lørdag den 6. september 2014

Lækker meleret og blødt

Jeg er startet på et nyt projekt for Lotte
Jeg har modtaget opskrift og en bunke af strikkebogens vildt lækre, bløde og melerede yaku. Det er mit første bekendtskab med yaku. Det er så lækkert, at det helt sikkert ikke bliver sidste gang jeg skal strikke i det.

Det bliver et længerevarende projekt, hvor der bliver mange ender, der skal hæftes, men det bliver så lækkert.

torsdag den 4. september 2014

Fart på

Jeg har endelig fået lidt gang i maskinerne igen. Jeg havde næsten glemt, hvor meget jeg nyder at sy og hvor skønt det er at lave noget nyt og lækkert tøj til mig selv og ungerne. Derudover er det dejligt tilfredsstillende, at man kan blive færdig med et eller flere projekter i løbet af nogle få timers kreahygge.

Anne lokkede mig i fordærv og fik mig til at indkøbe lidt lækkert jersey, selvom jeg egentlig har indkøbs stop. Jeg kunne ikke stå for dette skønne print med racerbil og med målflags tern, så er det en lækker kombination til en dreng med fart på.

Modellen er Minikreas raglan trøje. Jeg har lavet gulestikninger ved raglan og hals.

Ærmerne er bare lagt almindeligt op og har også fået en gul stikning.

Trøjen passer perfekt... og modellen havde så meget fart på i sin nye trøje, at han var svær at fange. Note til mig selv; næste gang kan jeg godt lægge ekstra cm til ærmerne, så der lidt at vokse i.

tirsdag den 2. september 2014

Knald på

Der er knald på strikkepindene og farverne. Denne bluse er endnu et projekt strikket for Lotte.

Blusen er strikket i det lækre lama uld fra Strikkebogen og de spraglede ærmer er det lækre og farverige Flowerbed. Ned langs begge sidder er to fine snoninger.

Midt på ærmerne er der en lækker detalje med en sektion der er smallere end resten af ærmet.

Ærmernes afslutning.

Jeg er vild med trøjen, som på engang er meget enkel og samtidig fyldt med lækre detaljer og lavet i 2 lækre garner, som komplimenterer hinanden rigtig godt.

Model bliver jeg aldrig, men trøjen er tilgengæld en rigtig lækker model.